Umodne Stikkelsbær er en trist og alligevel smuk lille samling russiske noveller. De er udvalget af i alt fire af Petrusjevsjajas novellesamlinger og giver et fint lille indblik i hvordan hun skriver og tænker.

Hver novelle er helt sin egen, skrevet over tre årtier. De handler om hverdagsmenneskers hverdagsliv. Selvom det er det sovjetiske hverdagsliv – senere det russiske – er det alligevel små historier, der folder ud hvordan enkelte hændelser kan sætte en ny retning for livet.

Petrusjevskaja skriver uden de store armbevægelser loyalt om de følelser og tanker, mennesker gør sig omkring deres tilværelse. En tilværelse, der set med vores moderne vestlige øjne er en smule eksotisk på den triste måde, fordi den udspiller sig i et knugende samfund med få muligheder for personlig forløsning. Familierne er bundet sammen, på godt og ondt, ikke mindst af de levevilkår der tvinger mange mennesker tæt sammen.

Novellerne lever især i forfatterens skarpe blik for de små, usagte detaljer, der usentimentalt giver personerne liv og indrammer deres levevilkår med et lille stænk humor. Der er den syge kat. Kvinden der forsøger at ombringe sit barn. Pigen fra sanatoriet. De har hver deres lille historie, den er næsten altid trist, men alligevel også en opvisning i menneskers livsvilje og forsøge på at finde sig selv – også i sovjetmenneskets samfund.

Oversætter Trine Søndergaard har skrevet et glimrende efterord om forfatteren og hendes værker – det kan man evt. starte med, inden man kaster sig over novellerne.

Ljudmila Petrusjevskaja: Umodne Stikkelsbær. Forlaget Silkefyret, ovetsat af Trine Søndergaard. 185 sider, 2018