Nummer Et er en usædvanlig roman. En etnolog er blevet bortført imens han lavede feltstudier hos et lille indfødt folk på tajgaen i Sibirien. Nu forsøger hans kollega desperat at rejse penge til løsesummen, og for at kunne gøre det, må han give sig i kast med den russiske underverden. Det bliver blodigt.

Men det er virkelighed ikke handlingen. For handlingen foregår også – måske i hvert fald – i et computerspil, som kollegaen er ved at udvikle. Kollegaen bliver i øvrigt også et af de blodige ofre i romanen, men han dør ikke af den årsag. Hans sjæl tager nemlig plads i hans morders krop. Som derefter forsøger at opspore den myrdedes – men sjæleligt stadig levende – kæreste og deres handicappede søn, iklædt morderens krop.

Forvirret? Det var jeg også. Nummer Et accepteret ingen fortælletekniske konventioner, men giver romanen gas i et virvar af forskellige vinkler, handlinger og personer i feltet mellem normal virkelighed, shamantisk mystik og moderne computerteknologi.

Desværre tabte jeg fuldstændig tråden i historien flere gange undervejs, og med tråden forsvandt også min interesse. Gakketheden får lov til at overtage romanen fuldstændigt, og at det der gør en bog interessant og vedkommende – personskildring, handlingsforløb, indlevelse og sproglig spændstighed – forsvandt. Det var ren og skær pligt, der gjorde at jeg læste bogen færdig.

Jeg har tidligere læst to af Petrusjevskajas novellesamlinger med stor interesse, nemlig Umodne Stikkelbær og Der var engang en kvinde, der ville slå sin nabos baby ihjel. Begge gode novellesamlinger, hvor især den sidstnævnte også arbejder med det overnaturlige uden at blive absurd eller sætte fortællingerne over styr. Når jeg nu har læst Nummer Et, så tænker jeg, at Petrusjevskaja er en bedre novelleforfatter end romanforfatter.

Ljudmila Petrusjevskaja: Nummer Et eller i andre muligheders haver. 296 sider, Forlaget Vandkunsten. Oversat af Helle Dalgaard, 2015