Niklas Frank kan ikke lide sin far. Han hader og foragter ham faktisk så inderligt, at det er svært at beskrive. Han nyder sine fantasier om faderens sidste timer i cellen, før han bliver hentet ud til galgen i gymnastiksalen. ’Hvor bange var han mon ikke’, spørger Niklas i selvsmagende fryd.

Hans far var krigsforbryderen Hans Frank, der allerede fra 1920’erne befandt sig i inderkredsen omkring Hitler. Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev han justitsminister i Bayern, og i 1939 blev han generalguvernør i det besatte Polen. Her var han blandt andet ansvarlig for oprettelse af de ghettoer, der for hundredetusindevis af polakker blev helvedes forgård, en station på vej mod udryddelsen. Efter krigen blev han dømt for krigsforbrydelser og henrettet ved hængning i oktober 1946.

Det er et arkiv på 42 bind, der giver Niklas mulighed for at skrive bogen om sin far og hadet til ham. Arkivet afleverede Hans Frank til amerikanerne, da han blev anholdt, og her er der notater, mødereferater, breve og taler. Niklas trækker så at sige sin far gennem endnu en retssag, da han i fiktiv, ophidset dialog afhører faderen skånselsløst.

Der er ironi, latterliggørelse og det evige spørgsmål om ’hvorfor’. Hvorfor bakkede du ikke ud, far. Hvordan kunne du se den anden vej, hvordan kunne du aktivt medvirke i planlægningen af tusinder og atter tusinder af uskyldiges død?

Der gives ingen svar i fortællingen, der både blander historie og fiktion, eksempelvis når forfatteren forestiller sig, hvordan forskellige episoder kunne have udspillet sig. Det er rendyrket faderhad, og der er ikke en eneste forløsende gerning, som kan kaste bare et glimt af forsonende lys på faderen – uanset, hvor meget bogens forfatter leder efter det. Man kunne forestille sig, at det blev lidt patetisk, men det sker ikke. Der går kort sagt en flamme af raseri gennem bogen.

Niklas Frank: Faderen – et opgør, Forlaget Silkefyret, 343 sider, 2017, Oversættelse: Camilla Engkjær Laursen