Vi er efterhånden nået til 12. bind i serien om den desillusionerede og kyniske strømer Bernie Gunther.

Stilen er den velkendte hårdkogte, med rappe replikker og et herligt sortsyn kombineret med hovedpersonens ambition om at gøre det gode i en ond og vanvittig verden. Historiens baggrund er den tyske nazisme og alle dens ugerninger. Gunther hader nazisterne, men han er også så pragmatisk, at han erkender, at man nogle gange må gå på kompromis for at holde sig i live. Men behage nazisterne behøver man jo ikke altid. Og det at han tør sige selv nogle af de mest magtfulde nazispidser imod, gør ham brugbar. Når forbrydelser skal opklares er der ikke brug for spytslikkere, der ikke tør gå efter sandheden.

’Berlinerblåt’ har samme overordnede komposition, som flere af de foregående værker. Én del af handlingen foregår i fortiden og en anden i fiktionens nutid. Her springer vi mellem 1939 og 1956. Chefen for den tyske sikkerhedstjeneste, Reinhard Heydrich, har beordret Gunther til Berghof, Hitlers sydtyske luksuriøse residens, hvor han tilbragte meget af sin tid. Her er der er begået et snigmord.

En gæst i sommerhuset er blev skudt af en snigskytte på terrassen. Hitler skal ankomme en uge senere, og mordet skal pinedød opklares inden. Området bestyres af Hitlers højre hånd, Martin Bormann, som lokalbefolkningen hader. Den myrdede havde også mange fjender på trods af – eller måske fordi – han var meget tæt på Bormann. I takt med, at Gunther kommer tættere på at opklare forbrydelsen, må han sande, at hans eget liv også er på spil.

Det er ligeledes tilfældet i romanens nutidsspor, hvor han er på flugt fra den østtyske efterretningstjeneste Stasi. Handlingen er en fortsættelse af den foregående roman ’Hinsides tavsheden’, hvor Gunthers skjul på den sydfranske riviera blev afsløret. Her blev han hvirvlet ind i en mordgåde, der involverede flere forskellige landes efterretningstjenester. Stasi vil nu tvinge ham til at myrde en af de involverede fra ’Hinsides tavsheden’, men det lykkes for Gunther at undslippe. Og så går den vilde jagt op gennem Frankrig til det forjættede Vesttyskland, hvor han håber at kunne skabe sig en ny tilværelse.

De to parallelle handlingsspor giver fortællingen en god dynamik, og Gunther er ikke mindre satirisk i sine karakteristikker af franskmænd, end han er, når talen falder på nazisterne.

Som altid demonstrerer Kerr et indgående kendskab til topnazisternes liv og gerninger. Miljøet er fremragende og detaljeret beskrevet, og Gunther rabler grovheder og satiriske mundheld af sig, så det er en fornøjelse. En solid gang spænding er drysset ud over siderne, så Gunther og den spegede personkreds omkring ham er endnu en gang rigtig godt selskab.

Læs også gerne vores anmeldelse af Hinsides tavsheden, Kvinden fra Zagreb, En mand uden åndedræt, Manden med et hjerte af jern, Gråzone og Om døde ej opstår.

Philip Kerr: Berlinerblåt, Modtryk, Oversættelse: Ole Steen Hansen, 522 sider, Februar 2018.