Vi er nået til 7. bind i Philip Kerrs fremragende serie om den tyske detektiv Bernie Gunther. I tidligere romaner har vi været i Berlin i før-krigsårene, på Østfronten i grusomme kampe mod den russiske overmagt og på Cuba, et af de steder, hvor Gunther søger tilflugt efter krigen.

I Gråzone forlader vores hovedperson den kulørte ø og arresteres meget uheldigt af amerikanske efterretningsagenter. Han sendes tilbage til Tyskland – der nu er blevet delt, og Gunther placeres i krigsforbryderfængslet Landsberg i Vesttyskland. Med en dødsdom hængende over hovedet presses han til at afsløre store dele af sin fortid. Målet for efterretningstjenesterne i Vesttyskland og USA er at få fat i DDR’s senere spionchef Erich Mielke, som Bernie er stødt på mere end én gang i sit omtumlede liv.

Historien rulles ud i tre forskudte forløb, rent tidsmæssigt. Der er fortællerens nutid og to fortidige forløb, et under og et lige efter krigen. Det lykkes i Gråzone at sammenføje mange enkeltstående begivenheder og historier fra de seks andre bind i serien. Læseren får svar på, hvordan man på den ene side kan afsky nazismen, men alligevel ende med at arbejde for nogle af dens værste slyngler. Og svar på hvordan man kan være et moralsk menneske, der aldrig sælger helt ud af idealerne, selv om omstændighederne tvinger en til at handle umoralsk.

Man kan frygte, at dette bliver den sidste bog i serien, og nye læsere skal ikke starte her. De kan glæde sig over at have store læseoplevelser til gode, når de tager fat på første bind, Martsvioler. Serien er mesterlig, researchet i mindste deltalje, velskrevet, sanselig, barsk og spændende.

Philip Kerr, Gråzone, Modtryk, 422 sider, Oversættelse:Ole Steen Hansen, 2011.