Jeg har slugt Philip Kerr’s ‘Berlin Noir’-trilogi fra 1989-1991 med stor appetit. Hovedpersonen er Bernhard Gunther, den klassiske snushane-privatdetektiv og tidligere kriminalbetjent. I trilogien er scenen Berlin, centrum for 2. Verdenskrigs mudrede efterspil, og de historiske kulisser er mesterligt gengivet. Forbrydelserne er lurvede og rå, intet forsonende her. Trilogien er fuldt op af tre selvstændige romaner: ”Den ene efter den anden”, ”En stille ild” og senest ”Om døde ej opstår”. I de to første følger man Gunthers liv i Argentina efter krigen.

I ”Om døde ej opstår” er vi tilbage i Berlin i 1934. Jødeforfølgelserne er i fuld gang, og det er forberedelserne til den store nazistiske olympiade i 1936 også. Der er kamp om at få de lukrative kontrakter på de store entrepriser, der også dengang var nødvendige for at realisere De Olympiske Lege.

Bernhard har måttet forlade politiet og har en dødssyg tjans som husdetektiv på det fashionable Hotel Adlon. Men snart sker der ting og sager, for såvel tyske topnazister som amerikanske gangstere er ude efter store bidder af den olympiske kage. Og her er det selvfølgelig helt centralt, at USA ikke boykotter legene på grund af antisemitisme og diskrimination. Det er hyænernes kamp mod hinanden, og Bernie slipper kun akkurat med livet i behold.

20 år senere, på Cuba, samles alle trådene. Bernie løber ind i den jødisk-amerikanske forfatter Noreen, hans livs store forelskelse fra førkrigsårenes Berlin. Men desværre løber han også ind i den amerikanske supergangster, der var ved at koste ham livet i bogens første halvdel. Amerikaneren lever fedt og godt, men er lidt for interesseret i Noreens næsten voksne datter. Afslutningen er voldelig, overraskende, men alligevel logisk.

Grundtemaet i hele Kerr’s serie om Bernhard Gunther er, hvordan mangel på moral alt for ofte vinder over almindelig anstændighed. Derfor er tonen kulsort og bitterkynisk. Men Bernie har et hjerte af guld, og det bliver der sat en fed streg under i dette seneste værk. Det er igen en blændende historisk krimi med foruroligende mange paralleller i virkeligheden. For blot at fremhæve en enkelt, så valgte USA ikke at boykotte nazisternes olympiske lege. Avery Brundage, et prominent medlem af den amerikanske olympiske komité, konstaterede, at der skam ingen diskrimination foregik i Berlin i midten af 30’erne. Der gik ikke lang tid, før Brundage fik kontrakt på at bygge Nazitysklands nye ambassade i New York.

Brundage fastholdt hele sit liv, at de olympiske lege i Berlin var de bedste nogensinde. Det forhindrede ham ikke i at bestride posten som præsident for Den Internationale Olympiske Komité fra 1947 til 1972. Den isnende kynisme i Kerr’s romaner overgås næsten i den virkelige verden.

Philip Kerr, ”Om døde ej opstår”, Modtryk, August 2010, 485 sider, oversat fra engelsk af Ole Steen Hansen