Jeg har læst mange bøger, hvor jeg hele tiden er bevidst om forfatteren. Men jeg har også læst bøger, hvor jeg efter tyve sider har glemt, at der rent faktisk er en forfatter, der har skrevet dem. Jeg sidder bare og ‘lytter’. “Olavs hus” hører til den sidste slags.

Du kender godt de historier, der bliver fortalt så mange gange, at ingen længere ved, hvad der er sandt, og hvad der er blevet pyntet på. En detalje bliver glemt. Noget andet bliver overdrevet. Til sidst er sandheden næsten ligegyldig. Historierne er blevet en del af familien. Lige præcis sådan havde jeg det, da jeg læste Kim Leines seneste roman.

Romanen begynder med Olav, der i slutningen af 1800-tallet forlader Norge for at søge lykken i Nordamerika. Men bare rolig. Det her er ikke bare historien om én mand. Det er en fortælling om en slægt, om mennesker, der forsøger at finde et sted at høre til, og om de valg, der bliver ved med at få konsekvenser langt ind i de næste generationer.

“Olavs hus” er en stor roman. Ikke kun i antal sider, men også i sin ambition. Kim Leine vil fortælle om mennesker, tro, kærlighed, skyld, drømme og de historier, vi fortæller os selv for at kunne holde ud at leve med de liv, vi fik.

Det lyder måske lidt dystert, men det er slet ikke sådan, bogen føles. Tværtimod. Romanen imponerer ved aldrig at blive hverken en prædiken eller et historisk foredrag. Jeg oplevede den som en levende fortælling befolket af mennesker af kød og blod. Ingen er udelukkende helte eller skurke. De træffer valg, de fortryder, elsker mennesker, de ikke burde elske, og forsøger hele tiden at finde mening i en verden, der kun sjældent byder på enkle svar.

Kim Leine skriver med en fortælleglæde, som jeg har svært ved ikke at lade mig rive med af. Flere gange tog jeg mig selv i at læse videre, ikke fordi jeg nødvendigvis måtte vide, hvad der nu skete, men fordi jeg havde lyst til at blive i hans univers lidt længere.

Bogen kræver også noget af sin læser. Med sine 504 sider bevæger den sig ad mange mindre sideveje. Nogle af dem er dybt fascinerende, mens andre for mig føltes mindre nødvendige. Jeg savnede et par gange, at historien holdt sig til et lidt strammere spor.

Det, der for alvor fangede mig, var dog menneskene. De store historiske begivenheder er fascinerende nok, men de små øjeblikke, et blik, en tavshed eller en enkelt beslutning, der pludselig ændrer retningen på et menneskes liv, er om muligt endnu mere interessante.

“Olavs hus” handler om meget mere end en norsk slægt. Jeg sad tilbage med følelsen af, at de fleste familier gemmer på historier, som ingen helt kan skelne fra sandheden. Måske er det netop derfor, så mange kan lide. Den handler ganske vist om én familie, men den minder os om, at vi alle kommer et sted fra, og at de historier, vi arver, ofte former os lige så meget som de valg, vi selv træffer.

Dette er Leines første del af en familietrilogi. De næste to er planlagt til at udkomme i 2027 og 2028.

Kim Leine: ”Olavs hus”, Forlaget Gyldendal, 504 sider, udkom juni, 2026

Læs også:
Kim Leine: Karolines krig

Kim Leine: Efter åndemaneren

Niels Krause-Kjær: Ude for uden