Niels Krause-Kjær: Ude for uden
Niels Krause-Kjær, tidligere journalist og vært på blandt andet DR Deadline, har udgivet flere romaner om politik, magt og medier. Det spor forlader han (næsten) med sin nyeste og meget vellykkede roman ”Ude for uden”.
Vi har godt nok en politiker som den ene af hovedpersonerne, men det er ikke livet på Christiansborg, der er det vigtigste handlingsspor. Det er landbruget derimod, og det kender forfatteren faktisk også noget til, idet han er født og opvokset på en gård i Jylland.
”Ude for uden” er en rigtig slægtsroman, der tager afsæt i at folketingspolitiker og Venstre-manden Svend Antonsen tager hjem til Jylland med sin datter, for at se sit barndomshjem en sidste gang inden det bliver revet ned. Her finder han en dagbog, som hans far, landmanden Erik, startede med fire andre, som han mødte under et højskoleophold i 1946. De har skrevet i dagbogen på skift og sendt den til hinanden, så den løbende er blevet opdateret.
Krause-Kjær hopper frem og tilbage mellem Eriks historie, og Svend og hans datter Karolines besøg på landet, langt væk fra hipsterne på Nørrebro og kampene på Christiansborg. Her afdækker de via dagbogen familiehistorien, og Svend bliver klogere på, hvorfor hans liv formede sig som det gjorde.
Turen bringer også far og datter tættere sammen, så de rejser hjem en hel del klogere – for der er pæne overraskelser i den historie, som de afdækker undervejs. Blandt de andre temaer i bogen er far-søn forhold, den danske provins i krise, klassekamp og Danmarks bevægelse væk fra det traditionelle landbrug til industrialiseret produktion af fødevarer. Vi får også en klar påmindelse om, hvordan landbruget op igennem efterkrigsårene var med til at bringe Danmark på fode igen.
Svend står desuden i en værre møg-sag, fornemmer man tydeligt. EkstraBladet jagter en historie, og partitoppen jagter Svend for en forklaring. Det krydrer fortællingen med god spænding, og man får hele forklaringen til sidst.
Niels Krause-Kjær fortæller blændende godt, uden sentimentalitet, om et stykke Danmarkshistorie, der efterlod en stor gruppe mennesker på perronen, overhalet af ’fremskridtet’. Det er uden tvivl et emne, der er tæt på forfatteren selv, idet man på opslaget kan læse, at denne på Rigsarkivet har fundet en 50 år gammel dagbog, skrevet af hans far og fire af dennes højskolekammerater. Så noget er fiktion, andet formentlig virkelighed. Uanset hvad der er hvad, er det en stor fornøjelse at følge Niels Krause-Kjær ind på denne nye bane i forfatterskabet.
”Ude for uden” af Niels Krause-Kjær. Lindhardt og Ringhof. 295 sider. August 2025
