Nato-alliancen har været ved at falde fra hinanden flere gange de seneste 10 år. Det vidste vi egentlig godt lidt. Men den tidligere Nato-generalsekretær Jens Stoltenbergs hudløst ærlige frontlinjeberetning fra de sidste 10 års indre liv i forsvarsalliancen sætter en tyk streg under det og tilføjer nye detaljer og nuancer.

Stoltenberg har skrevet en ganske enkelt fremragende erindringsbog, som er pligtlæsning for alle med interesse for forsvars-, udenrigs- og sikkerhedspolitik. En af den slags værker, som bare bør stå på reolen ved siden af Nelson Mandela og Bill Clintons erindringer.

Den stille og diplomatiske nordmand hænger ikke nogen ud. Han udleverer ikke nogen. Men han lægger heller ikke skjul på, at det var noget af en mundfuld at håndtere Donald Trump. Særligt i Trumps første periode som præsident.

Klimaks var selvfølgelig Nato-topmødet i 2018, hvor Trump var snublende tæt på at rejse hjem før tid og kaste Nato ud i en eksistentiel krise. For forsvarsalliancen har ingen tyngde og afskrækkende effekt på eksempelvis Rusland uden den amerikanske storebrors aktive deltagelse i forsvaret af Europa.

Begivenhederne i mødelokalet i 2018 har været beskrevet andre steder før. Blandt andet hvordan den daværende danske statsminister Lars Løkke Rasmussen stiller sig op og giver Trump svar på tiltale, da Trump nærmest håner de enkelte landes regeringsledere. Det vil Løkke ikke finde sig i. Især ikke når Danmark var det land, der målt per indbygger mistede flest soldater i Afghanistan. En krig USA bad Danmnark og flere andre Nato-lande deltage i efter terrorangrebene mod USA den 11. september 2001.

Her tilføjer manden, der sad lige ved siden af Trump og lidt modvilligt gav Løkke ordet, et ekstra lag til den dramatiske fortælling.

Samtidig løfter han sløret for en række andre små og store kriser. USAs pludselige exit fra Afghanistan, som man da ikke lige havde orienteret de øvrige Nato-lande om. Men som de facto betød, at alle vestlige lande var nødt til at forlade landet over stok og sten i august 2021. Tyrkiets kraftige modstand mod at lukke Sverige ind i alliancen og meget mere.

Og Stoltenberg skjuler ikke, at han på et personligt plan er ked af, at Vesten og Rusland ikke er på talefod. At russerne i Stoltenbergs optik valgte krigsvejen. For den tidligere norske statsminister kan huske dengang de to nabolande kunne tale sammen og blandt andet blev enige om delingen af Barentshavet.

Samtidig løfter Stoltenberg lidt af sløret for den politiske bagage han har med hjemmefra. Fra opvæksten i det meget politiske hjem med den norske toppolitiker Thorvald Stoltenberg som Jens’ far og familiens midtpunkt. Og fra Jens Stoltenbergs eget liv i norsk politik. Blandt andet om ungdommelig Nato-modstand og USA-skepsis.

Knap 500 sider lyder af meget. Og i Clinton-biografien oplevede vi hvor dræbende kedeligt det risikerer at blive, når begivenheder gennemgås i kronologisk rækkefølge. Det gør Stoltenberg også her. Men begivenhederne er bare så nervepirrende spændende, at det aldrig bliver kedeligt. Og 499 sider er ikke én side for meget.

Ja, der er egentlig ikke så meget at sige. Få den skrevet øverst på ønskesedlen til jul. Og mens vi venter, så kan I passende se dokumentarfilmen om Stoltenbergs sidste år som Natos generalsekretær.

Jens Stoltenberg: På min vagt. Gutkind, 2025. 499 sider.