Carina Burman: Døden tager på ferie
Jeg havde egentlig forestillet mig, at en bustur gennem Europa i midten af 1950’erne ville være præget af søvnige landskaber, turister med kameraer og små udråb, når vi passerede et berømt sted. Men Carina Burman vender det hele på hovedet. Hun sender os med på en rejse, hvor feriestemningen hurtigt får et mørkt skær, og hvor du som læser mærker, at intet er så hyggeligt, som det først ser ud.
Vi befinder os i 1956. Vores hovedperson, Florence Granat, er journalist og anmelder, der egentlig har fået besked på at hvile ud. Hun går modvilligt ombord på en busrejse, der skal bringe hende til Rom. Men snart står det klart, at hendes ferie ikke bliver den hvile, hun havde håbet på. For da en medpassager under mystiske omstændigheder dør, får Florrie svært ved at holde sig på sidelinjen. Hun begynder at stille spørgsmål, ikke kun til de øvrige rejsende, men også til sig selv: Hvor langt kan man egentlig stole på fremmede mennesker, når man er låst fast sammen med dem i et lille køretøj, der hele tiden bevæger sig fremad?
Jeg blev grebet af den måde, Burman bygger atmosfæren op på. Hun skriver i et sprog, der emmer af 50’erne, men uden at det virker gammeldags. Replikkerne er lette, men bag dem lurer hemmelighederne. Du fornemmer hele tiden, at hver passager har en fortid, der ikke tåler dagens lys. Det giver bogen en knitrende spænding, som er mere psykologisk end blodig. Læseren bliver fanget, ikke af effekter, men af stemningen i bussen, af blikkene, der veksles, og af de små detaljer, som måske – eller måske ikke – peger i retning af et mord.
Samtidig er der en charme over værket. Burman bruger krimigenrens velkendte greb på en måde, der føles frisk og egenartet i stedet for at fremstå som en kopi. Hun kender de gamle formler og bruger dem til at skabe sin egen rytme. Jeg var især vild med de små beskrivelser af tidens rejsekultur: termokander, frakker, cigaretter i det lukkede rum. Det er så velplaceret, at jeg næsten selv sad i sædet med udsigt til de europæiske veje.
Der er dog også svagheder. Hist og her trækker handlingen lidt i langdrag. Når alt udspiller sig i et så lukket rum, kræver det et stramt greb om plottet, og ikke alle kapitler har den nødvendige skarphed. Du kan mærke, at Burman vil noget mere end blot at underholde – hun vil indfange en tidsånd – men det betyder også, at tempoet svinger. Som læser skal du acceptere de stille partier for til gengæld at få en rigere oplevelse af miljø og karakterer.
Alt i alt er “Døden tager på ferie” en underfundig og stemningsfuld krimi. Den er mere subtil end spektakulær, men til gengæld efterlader den et stærkt indtryk af mennesker fanget i et spil, hvor både sandheder og løgne er på rejse. Den vil især glæde dem, der holder af klassiske krimier med et historisk tvist – og som gerne vil læne sig tilbage og blive ført gennem Europa i selskab med en forfatter, der har blik for både detaljen og den større fortælling.
Carina Burman: ”Døden tager på ferie”, Forlaget Turbine, 309 sider, på dansk ved Anne Skov Thomsen, udkom september, 2025
Læs også:
Lucy Foley: Gæstelisten
