Dicte er tilbage.

Min generations sejeste fiktive journalist. Jeg har fulgt hende igennem tykt og tyndt og nu er hun på banen igen.

På avisen er der kommet ny chef. En frisk type der går efter de hurtige historier og clickbaits. Dicte er bekymret for den gode journalistik, fordybelsen og den grundige research, for det er det hun er allerbedst til.

Det ulmer i Århus og en stor støttedemonstration for Palæstina får sindene i kog. En ung kvinde kommer i klemme under en politimotorcykel og det får fatale konsekvenser. Tre politifolk, bla den kvindelige betjent, Bitten Graa, der kørte motorcyklen, bliver hængt ud på nettet med billede, navn og adresse. Dagen efter finder man Bitten Graa ilde tilredt, banket og i livsfare.

Én af de andre truede betjente er Dictes svigersøn og Rose og børnene må bringes i sikkerhed, for ingen ved hvem der står bag og hvad de kan finde på.

Samtidig bliver en niårig jødisk pige kidnappet og kidnapperne får kontakt til Dicte, der befinder sig midt i sagen med politiske krav og voldsomme trusler mod den lille pige. Hele byen er på den anden ende og der er hademails, løgne og hemmeligheder. Og kæresten Bo, trodser sin PTSD og rejser afsted mod Gaza, selvom Dicte har brug for ham herhjemme.

Dicte vil selvfølgelig finde ud af, hvem der står bag truslerne og kidnapningen og som sædvanlig må hun træde varsomt og bruge sine kontakter. For sandheden skal frem, selvom det har en pris. Og det har altid en pris, det Dicte får rodet sig ud i og man tænker at Bo ikke er den eneste af de to der lider af PTSD. Men selvom det altid er lidt for vildt og lidt for dramatisk, så er Dicte-bøgerne altid velkomne i min læsestak. Bogen er nummer 10 i serien.

Egholm skriver som altid formidabelt, skarpt og uden slinger. Miljøet, personerne, plottet sidder lige i skabet. Velkommen tilbage Dicte.

Elsebeth Egholm. Det første offer, 368 sider, maj 2025, Politikens Forlag