Roberta Recchia: Resten af livet
“…starter som en romance, udvikler sig til en thriller og kulminerer i vidunderlig erkendelse,” det er spot on skrevet i en af de italienske anmeldelser af Roberta Recchias bestsellerroman Resten af livet.
Det starter i Rom i 1950`erne, hvor den unge kvinde Marisa af omveje finder sammen med Stelvio. Han får job i hendes fars købmandsbutik, de unge mennesker bliver glade for hinanden og på sigt får de børn.
Spring til 1980, hvor de holder ferie ved kysten. Deres datter Betta er nu 16 år, kæk og livlig. En aften sniger hun sig ned til stranden sammen med sin mindre kække og mere forsigtige kusine Miriam. På stranden mødes unge mennesker om den slags, som unge mennesker nu mødes om. Denne gang går det dog helt galt og Betta mister livet.
Miriam holder sin mund, selvom hun var til stede, da det skete. Traumatiseret forsøger hun at få livet til at fungere, det går ikke synderligt godt. Støtte i familien er der ikke meget af, hendes mor er mere optaget af, hvad andre tænker om familien end af at være der for sin datter. På et tidspunkt møder Miriam den unge fyr Leo, der er fattig og bor sammen med sin søster og det bliver et vendepunkt.
Jeg kan ikke fortælle ret meget mere uden at spoile for meget. Romanen er til tider lidt langtrukken og kunne med fordel være redigeret kortere og strammere. Men jeg tror, at vi skal ned af de mange sideveje, fordi der brygges på en opfølger (kommer på dansk 2027). Resten af livet er en fortælling om at leve videre, når man har mistet et nært familiemedlem. Det er også en fortælling om at leve med et traume, om at gå i hundene og om kærlighedens helende kraft.
Resten af livet er sød og romantisk som vi kender det fra romancegenren, spændende i sin opbygning som vi kender det fra krimigenren (hvad skete der med Betta og hvem gjorde hvad?) og behandler samtidig alvorlige emner som tab, sorg og traumer på en fin og troværdig måde. Tilsæt lidt selvoptagethed, korruption og nogle klasseforskelle, bum, så får du en international bestseller.
Roberta Recchia, Resten af livet, Marts, 352 sider, Grønningen 1.
