// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jodi Picoult: Den skjulte stemme
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Jodi Picoult: Den skjulte stemme

Skrevet af den 21. maj 2026 – 05:41Ingen kommentarer

”Hun forstod ikke, hvorfor en kvindes bedrifter nødvendigvis gik ud over en mands værd – som om der fandtes en endelig mængde anerkendelse i verden, som om det at lukke andre ind i det hellige rum betød, at en, som allerede befandt sig derinde, ville blive smidt ud.”

I Londons teatre i 1500-tallet begynder stykker skrevet af William Shakespeare at blive opsat med stor succes, men i kulissen spøger det. For er det vitterligt ham selv, der har skrevet dem, eller er det en anden? Og hvilken overraskelse vil det ikke være, hvis stykkerne er skrevet af en kvinde?

Dramatikeren Melinda Green er kommet på sporet af en fjernslægtning, Emilia Bassano, som i 1500-tallet havde en skarp pen, men som grundet sit køn havde svært ved at blive hørt og anerkendt for sit skrivetalent. Melinda Green har færdiggjort et helt teaterstykke om netop denne seje kvinde, men selv i 2023 er det svært for hende at få sit gennembrud i en mandsdomineret teaterverden. Det er først, da hendes ven indsender manuskriptet under et mandligt pseudonym, at det bliver taget alvorligt.

I romanens to spor udfolder og sammenvæves de to kvinders historier på trods af en tidsforskel på 400 år. Vi er med Melinda i hendes kamp om anerkendelse i nutiden, og samtidigt får vi et meget flot historisk blik på, hvordan det kunne være at være kvinde i 1500-tallets London. Hele Emilia Bassanos liv bliver belyst fra vugge til grav, og vi hører om, hvordan en kvinde vitterlig ikke er meget værd, men derimod bare er en ting, som kan sælges for en mindre sum penge. Samtidig er hun er en beundringsværdigkvinde, for sikken en livskraft og mod, hun udviser i kampen og retten til at leve, og retten til at skrive og få sine værker udgivet, også selvom om hun ’kun’ er kvinde.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om Shakespeare selv har skrevet sine værker, som han er krediteret for, men tanken om og ’beviserne’ for, at der skulle have været andre medskribenter, er i hvert fald besnærende. Den skjulte stemme er et skønt bidrag til diskussionen, men så sandelig også til en vigtig diskussion, som foregår i dag, hvor minoriteter stadig har svært ved at komme til orde.

Den skjulte stemme får en stor anbefaling herfra, – især hvis du er til gedigen historiefortælling krydret med en eller to kærlighedshistorier.

Jodi Picoult, Den skjulte stemme, oversat af Juliane Wammen, Cicero, Gyldendal, 2026, 550 sider.

Der er lukket for kommentarer.