Kristine Holm-Jensen: Uldjydens triumf
Der var engang, hvor store dele af Midt- og Vestjylland havde en bugnende tekstilindustri. I dag er syerskerne væk, omskolet eller gået på pension, og der står Made in China, Bangladesh eller Vietnam i nakken på de fleste af os. Men engang, og det er ikke længere tid siden end min barndom, var Vestjylland lyden af tusindvis af symaskiner og billeder af de kvinder, der bøjede sig over dem.
Det kom ikke af ingenting. Helt tilbage fra 1500-tallet var garn og tekstiler en vigtig del af livet på heden. Den karrige jord kunne bruges til fårehold, og driftige småbønder og handlende spand, strikkede og vævede for at tjene lidt til familiens underhold.
Med tiden kom ny viden og en begyndende industrialisering til, og derfra gik det stærkt. Væverier og spinderi voksede næsten hastigt frem, og med det kom også driftige mænd med ideer og vilje, der gjorde garn til klæde og senere til færdigsyet tøj.
Uldjyden var født, og med ham kom en ny storhedstid til de dele af Jylland der ellers havde været mest kendt for fattigdom og lyng. Siden har nye forbrugertrends og globaliseringen ryddet noget ud i de gamle småindustrier, men store kendte brands har stadig hovedkontor i det jyske, og området er i modsætning til andre dele af udkantsDanmark lykkes med at omstille sig med nye arbejdspladser og nye muligheder.
Det er en fascinerende historie, der starter med hosekræmmere og hosebindere (ja, det er et ord!) og ender med Bestseller og høje tanker om Herning, Boxen og ambitiøse superligadrømme. Kristine Holm-Jensen fortæller den med sans for både de store linjer og de små, personlige beretninger, og kommer godt omkring – fra de strikkende (mandlige!) bønder til de syersker, der fik ødelagt nakke og arme.
Uldjydens triumf er syvogfirsindstyvende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien.
Kristine Holm-Jensen: Uldjydens triumf. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkom 12. december 2024