Grooming på den helt store klinge. Det er hvad du får med romanen Min egen øjesten af den hollandske bookerprisvinder Lucas Rijneveld.

De fleste ved nok godt, hvad begrebet grooming dækker over. Grooming betyder, at en voksen prøver at blive venner med et barn eller en ung for senere at overskride deres grænser, ofte ved at få dem til at gøre noget seksuelt. Der er kommet flere gode romaner om grooming de senere år for eksempel En pige forlod værelset af Ulrikka S. Gernes, Min mørke Vanessa af Kate Elizabeth Russell eller den franske Samtykket af Vanessa Springora.

Vi er i Holland i sommeren 2005. Ude på landet i en lille by bor en 14 årig pige, datter af en landmand. Hun fremstår ensom, er fan af Curt Cobain, taler om Hitler, om at kunne flyve og føler skam over at tvillingetårnene styrtede sammen. Bogens bagsidetekst beskriver hende som et barn med en livlig fantasi, som læser fornemmer man, at der udover fantasien muligvis er tale om et traumatiseret barn, der balancerer lidt på kanten mellem fantasi og virkelighed og dermed står i en sårbar situation.

En dag møder hun bogens fortæller, den 49 årige lokale dyrlæge, der fortæller historien til et “du” som er den 14 årige pige. Dyrlægen kommer for at se til gårdens køer. Han er gift og har børn og viser interesse for den 14 årige landmandsdatter. Han taler med hende om det hun er optaget af, giver hende opmærksomhed og langsomt vinder han hendes fortrolighed. Deres forhold udvikler sig langsomt og som læser glemmer man næsten at trække vejret, da det er uhyggeligt, ildevarslende og på vej mod noget, der er helt grundlæggende forkert. Han er fuldt bevidst om, hvad han har gang i. Det er hun slet slet ikke.

Med flashbacks til sin barndom, der viser sig heller ikke at have været indenfor skiven af sund opvækst, fortæller han om sin hverdag og om sin fascination af pigen, sit begær for pigen og om de fantasier han gør sig. Det er så helt utroligt væmmeligt og afskyvækkende. Jeg læste romanen i små bidder, lige dele fascineret og frastødt af værket. Et eksempel kan være “…ved fyraften sitrende af begær parkerede (jeg) min Fiat på parkeringspladsen om hjørnet fra gården og på bagsædet gav jeg mig selv hidsigt udløsning i et stykke Mars-papir, og jeg lod som om min hånd var din…” eller her hvor han godt ved, at hun er sårbar og udsat “Min egen øjesten, jo mere Twin Towers stod i flammer i dit hoved, jo mere lidenskabelig blev min kærlighed til dig, og jo svagere blev kødet…” og så fortæller han videre om at “kunne tilegne sig hende”.

“Et unikt litterært værk” skrev The Guardian og dét er det, men også et lidt tungt et af slagsen, der kræver noget af sin læser, både hvad angår tema og skrivestil. Teksten er skrevet med få punktummer, hvilket skaber en slags stakåndethed ved læseren, man er fanget i teksten, når der ikke er naturlige læseophold. Det gør den svær at læse, men afspejler også den situation den unge pige befinder sig i – fanget i noget man ikke kan slippe ud af.

Bogen er beskrevet som en “hypnotisk, mørk og grum fortælling om en ensom mands ødelæggende begær og en ung piges længsel efter at høre til.” Og det må man sige er en beskrivelse der er spot on!

Jeg har tidligere læst Aftenens ubehag af samme forfatter. Aftenens ubehag er en fremragende roman om en familiens sorg og skæbne set fra et barns perspektiv og man skal vist som læser være lavet af sten for ikke at mærke sorgen og angsten, der ligger som en tung dyne over fortællingen. Og så er den langt nemmere at læse end Min egen øjesten. Begge romaner er af høj kvalitet, og jeg anbefaler du starter med hans romandebut Aftenens ubehag.

Lucas Rijneveld, Min egen øjesten, Vinter forlag, April 2024, 324 sider, Oversat af Birthe Lundsgaard