Paul Auster: Baumgartner
Paul Auster er en amerikansk institution. Med 20 bøger i bæltet er han mere end etableret. Nu kommer så ”Baumgartner”, og her risikerer han at få påklistret endnu et prædikat: ’Kedelig’. Men så er du nødt til at læse den én gang ting, for hvis det er din opfattelse, har du ikke fanget budskabet.
Auster har altid været en af de forfattere, der blev betegnet som finurlig. En helt unik skrivestil har gjort, at historien i hans bøger ofte har været begravet ganske dybt nede mellem ordene på siderne. I ”Baumgartner” møder vi igen en Auster med et glimt i øjet helt ude i fingerspidserne.
Hvor meget der reelt er råt talent, og hvor meget der er en del af en overordnet plan; det ved jeg ikke, og jeg kan heller ikke afkode det. Men jeg får hele tiden flashbacks til forskellige referencepunkter, når jeg læser mig igennem bogen. For mig virker det genialt, fordi det får mig til at perspektivere – også uden at jeg egentlig havde tanker om det. For eksempel får den første del af bogen mig helt automatisk til at tænke på en lang artikel, jeg engang læste om den filosofiske beskrivelse af tiden, der kom efter post-modernismen. Betegnelsen var periferisme, og den betegnede den måde, vi var begyndt at springe fra platform til platform uden egentlig at komme i dybden med nogle af tingene.
I første del af bogen møder vi nemlig hovedpersonen i færd med at skrive om Søren Kierkegaards pseudonymer. Men han har glemt den bog, han skal bruge, nedenunder. Derfor går han ned efter den. Men før han når den, kommer han i tanker om, at han har glemt at ringe til sin søster. På vej hen til telefonen, opdager han, at han har glemt at slukke for en kasserolle ude i køkkenet.
Nogle vil konkludere, at der jo ikke sker noget. De vil måske kalde den en kedelig start; en kedelig bog. Men du må prøve igen. For nej, det er ikke din oplevelse. Det skuldes ganske simpelt, at du ikke har forstået det. Prøv igen. Det er okay. Det er faktisk helt i orden at blive klogere.
I store træk handler bogen om Sy – eller Seymour, men han kan ikke lide det navn, hans forældre for mange år siden besluttede at give ham – der i dag lever alene, efter hans kone for ti år siden døde i en uheldig drukneulykke. Men lever han egentlig? Da vi møder ham, får han en slags let opvågning, fordi han brænder sin hånd, falder ned ad en trappe og glemmer at ringe til sin søster, mens han møder en kærlig hjælpsomhed, der næsten helt slår benene væk under ham.
Men Sy er en ældre mand – nogle vil sige gammel – i starten af 70’erne; han er ensom, og han er meget skrøbelig. Det er du nemlig, når så små hændelser som at brænde hånden, falde på trappen, og en seddel fra en venlig sjæl kan få dig ud af dit normale tankesæt.
Med et forsøger Sy sig med at være lidt mindre gammel og lidt mindre skrøbelig, mens han forsøger at kaste sig ud i endnu et livs forår. Men når han finder ud af, at livet nok kun har et af den slags, hvad er det så egentlig, at Auster vil sige til os? Og hvad er det, Sy skal fortælle os?
Austers sprogbrug er helt særligt, og derfor gjorde jeg faktisk mig selv den tjeneste – med al respekt for den dygtige oversætter Rasmus Hastrup – at genlæse bogen på engelsk. Længere er den heller ikke. Det overbeviste mig (igen) om, at nogle forfattere bare er bedre at læse på originalsproget, hvis du har mulighed for det. Et andet og langt mere oplagt eksempel er Shakespeare.
I ”Baumgartner” kommer det især til udtryk i de helt fantastisk smukke passager, hvor vi mærker hans kærlighed til sin afdøde hustru. På engelsk tog de næsten vejret fra mig. På dansk ikke så meget. Og nej, det er ikke Hastrups skyld. Det er de store mangler i vores sprog, hvor vi på engelsk blot har så mange flere ord at benytte os af, end vi har på dansk.
Den virkelige gave fra Auster er vores indblik i ikke alene Baumgartners liv men hans måde at tænke på. Vi lærer om sorgens indvirkning på hans måde at samle sine tanker på, hvorefter de nærmest eksploderer for ham og fra ham grundet små og mere eller mindre ligegyldige hændelser.
Men vi er også efterladt med en følelse af, at netop sorg kan være altdestruerende, når den for alvor bliver en indre konflikt, der udvisker dine tanker og dit hjerte og kun efterlader enkelte minder. På den måde bliver Austers bog en udgivelse, der kan deltage i debatten om, hvad sorg er, og hvordan den kan påvirke os. Men han er ikke dyster. Det er smukt og vidunderligt formuleret. Og det er den ægte kunst i denne bog. En smuk, indlevende videregivelse af en følelse, der kan fortære dig fuldkommen. Wow.
Paul Auster: ”Baumgartner”, Forlaget Lindhardt og Ringhof, 176 sider, på dansk ved Rasmus Hastrup, udkom oktober 2023.
Læs også:
Paul Auster: Nationens blod
