Karakteristikker, kunst og kærlighed. Paul Auster samler disse tre k´er til en spændende bog om en række New York´er skæbner midt i den økonomiske krise. Den egentlige hovedperson hedder Miles Heller, men bogen bæres ikke alene af ham, men af de voluminøse personbeskrivelser af alle romanens individer. I samspil med personskildringerne bruger Auster kunsten til at lime alle skæbnerne sammen og tilsat en god gang kærlighedsaffærer og New York som ramme, så kan det jo næppe gå helt galt.

Miles Heller er hovedpersonen og det første individ, Austers skarpe pen præsenterer. I starten af bogen befinder han sig i Florida, men vi følger ham tilbage til New York. Bogens titel, Sunset Park, er navnet på et område af byen, hvor Miles flytter ind i et hus, som hans ven, Bing Nathan, har besat med to andre besynderlige personligheder. Romanen drives frem ad og åbner sig i takt med, at Miles Hellers fortid, nutid og fremtid rulles ud for læseren. I bund og grund er det tilfældigheder, der gør, at personerne alle ender i det forladte hus og faktisk spiller tilfældighederne en afgørende rolle i romanen. De finurlige forhold og indviklede omstændigheder som sættes sammen til personernes nu, pirrer læseren, og man læser nysgerrigt videre.

Bogen er inddelt i afsnit opkaldt efter hver af personerne og understreger personkarakteristikkernes betydning for romanen. Desværre kan man godt blive en smugle træt af Austers personskildringer, ikke dermed sagt at personerne er ens eller kedelige, men formen synes at være den samme for alle personbillederne. Det må være en smagssag, om man er til så bastante karakteristikker, som forfatteren udfolder for læseren, men jeg synes de mister noget af deres fleksibilitet i forhold til historien og til deres vekselvirkninger med resten af personerne, men det er selvfølgelig bedre end en hver soap opera at få skrællet personerne ind til deres inderste inderste.

Efter nu at have læst min første Auster roman, forstå jeg så sandelig godt, at han har sin egen hærskare, for han kan helt sikker fænge læseren. Men det er som om Auster på god amerikansk vis supersize´er sine personkarakteristikker, og de bliver desværre lidt karikeret om end saftige, men for meget flødeskum er jo heller ikke altid lykken. Det er gennem hele bogen en alvidende fortæller, som altså stripper personerne ind til skindet, men Auster leger med en vekslende synsvinkel som hopper fra person til person, og det fungere jo rigtig fint fra afsnit til afsnit, men mindre godt midt i afsnittene, fordi det bliver forvirrende. Men alt i alt er det en spændende bog, som flyder let, trods sine svage sider.

Paul Auster, Sunset Park, Forlaget Per Kofod, Oktober 2010.