Anne-Maj Mortensen er temmelig kendt i lokalområdet, da hun har et, ifølge hende selv, tæt samarbejde med politiet.

Hun har tidligere været blandet ind i opklaringen af nogle sager og nu tager hun rundt og holder foredrag om sin tilværelse som privatdetektiv. Måske smører hun lidt rigeligt på historierne, men det skal jo også være underholdende for dem der kommer til foredragene. Og det er netop efter et foredrag, at hun får en henvendelse fra en kvinde, hvis søn sidder varetægtsfængslet.

Han er sigtet for et mord og moderen mener bestemt ikke, at det er ham, der har gjort det.

Inden længe er Anne-Maj godt viklet ind i en ny sag, der viser sig at være temmelig kompliceret. Det lokale politi er ikke så begejstrede som Anne-Maj, men hun forstår at finde informationer og har også en tendens til at være den første på et mordsted.

Heldigvis har hun sin faste samarbejdspartner, barnebarnet Didi, der er mere end ferm med en computer. Det kommer Anne-Maj til gode i mange situationer. De to er også sammensvorne i kampen om at skaffe Didi en hund. Anne-Majs datter, Didis mor, er højgravid og graviditeten er temmelig kompliceret, så en hundehvalp var ikke lige en del af planen. Men de to skal nok få deres vilje, hvis man kender dem ret.

Vi kender jo Anne-Maj temmelig godt efterhånden. ”Ligene i lysthuset” er den fjerde bog om den aktive efterlønner, der får rodet sig ud i lidt af hvert i Odsherred.

Hun er stadig irriterende stædig og charmerende. Denne gang kommer hun ud på dybt vand, da sagen kræver en del kendskab til computere. Og samarbejdet med Didi er meget underholdende.

Jeg holder meget af bøgerne om Anne-Maj, ”Ligene i lysthuset” er ingen undtagelse, dog synes jeg at den sidste del af bogen trækker lidt ud. Lange forklaringer fra de involverede personer bliver lige i overkanten. Men det er hurtigt tilgivet – det er jo vigtigt at Anne-Maj får styr på det hele. Vi har tidligere anmeldt de andre bøger i serien.

Anna Grue, Ligene i lysthuset, Lindhardt og Ringhof, 522 sider, 2023