Donbas, Ukraine 2016. Området er en krigszone, hvor ukrainske styrker udkæmper en skyttegravskrig mod russiske ”separatister” om kontrollen over området. Det var ikke meget vi i Vesten dengang hørte til denne krig, men både soldater og civile levede og døde ikke desto mindre i den. I Grå bier har ukrainske Andrej Kurkov givet dem en stemme.

I den lille landsby Mala Starohradovka bor biavleren Sergej. Han er sammen med sine gamle uven Pasjka de eneste tilbageblevne beboere i landsbyen, fordi alle andre er flygtet eller dræbt. Landsbyen ligger i den såkaldte grå zone mellem to højdedrag, der er besat af hver sin side. Lyden af artilleriild er hverdag, der har ikke været elektricitet i årevis og de er afhængige af nødhjælp. Men de klarer sig. Sådan da.

Pasjka støtter de russiske separatister, mens Sergej ikke ønske at tage stilling. Han vil bare gerne have lov til at passe sine bier, drømme lidt om sin ex-kone og deres datter, der allerede inden krigen forlod ham til fordel for storbyen og i øvrigt bare være i fred. Men konflikt kræver stillingtagen, og ingen kan slippe afsted med at dukke hovedet. Derfor må Sergej laste sine bistader på anhængeren til en Lada, og kører gennem ingenmandsland for at finde et trygt sted til sine bier.

Det bliver en tur på begge sider af frontlinjen, hvor hans bier vækker opsigt og hvor det bliver sværere og sværere at sno sig udenom. Sergej møder både hjælpsomhed og vrede, for krigen giver traumer på alle sider. Soldater, pressefolk, handlende og biavlere – Grå bier har et farverigt persongalleri. Sergej ender på Krim, hvor et venskab med Krimtatarer får følger, han ikke havde forudset.
Sergej er arketypen på den lille mand, der forsøger at dukke hovedet når verdenshistoriens store hjul kører hen over ham. Den luksus er få forundt i en krig, og selv i relativ fred bag fronten hersker konflikterne. Mand er nu engang mands ulv, og den russiske ulv er i særdeleshed bidsk.

Grå bier ramte mig ret hårdt, da jeg læste den. Romanen er fra 2019, og den er desværre helt utrolig aktuel. Både fordi den omhandler optakten til/indledningen af den nuværende storkrig, men også fordi beskrivelsen af den russiske ageren på Krim, ved fronten og over for krimtatarerne er ubehageligt fremsynet, når man ved hvad der er sket siden.

Havde jeg læsten bogen for et halvt år siden, havde jeg fået en helt anden læseoplevelse ud af den – nu er mange af bynavnene uhyggelig velkendte. Grå bier er en god, alt for aktuel roman om et hjørne af Europa og litteraturen, vi forsømte på det groveste frem til februar 2022. Læs den og bliv klogere på Sergej, på bier og på hvordan verden ser ud fra Donbas. Eller læs den for en god historie.

Hvis du gerne vil læse en anden roman fra Ukraine, så anbefaler jeg Og midt i alt dette går frontlinjen af Sergij Zjadan, der også foregår i det østlige Ukraine i samme periode.

Bogblogger har også tidligere anmeldt God ven af liget af samme forfatter – der dog er væsentlig mere let og humoristisk end denne bog.

Andrej Kurkov: Grå bier. 433 sider, Mr East forlag. Oversat af Jan Hansen, udkom 2019