// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Constance Debré: Navnet
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Constance Debré: Navnet

Skrevet af den 9. juni 2026 – 05:13Ingen kommentarer

”Jeg beskæftiger mig kun med det der interesserer mig. Det er en beslutning jeg tog for fem år siden. Det er meget let. Det er faktisk vanvittigt så let det er. Det er især her fordelen ligger, at alt er enklere. Det der interesserer mig, er selve eksistensen, ikke eksistensens vilkår.”

Således anskuer Constance Debré livet, og det er ud fra denne præmis Navnet er skrevet.

Navnet er tredje og sidste bind i Constance Debrés autofiktive romantrilogi, hvor hun i alle romaner skriver om sit opgør med normer, forventninger, klasseskel og familie.

I Navnet er det familien og hendes fædrene ophav, som står for skud, og på hendes vanlige aggressive, knivskarpe og konfronterende skrivemåde får hun sat fingeren på de ømme punkter. Netop ens navn kan åbne døre, men navnet kan også sagtens meget let blive en hæmsko, fordi man netop ikke kan eller vil leve op til det. Ja, hun siger sågar et sted, at det at få et slægtsnavn næsten kan være som at brændemærke ens barn. Det har hun ikke selv ønsket at gøre i forhold til sin egen søn, som derfor har fået faderens mere traditionelle navn, hvortil der ikke klistrer historier, sladder og magt.

Navnet er som hendes andre bøger ikke skrevet som en fortløbende fortælling, men vi springer meget i tid og sted, og teksten fremstår derfor også meget essayistisk. Udgangspunktet er dog hendes egen fars død. Hun lever og bor sammen med ham i hans sidste tid, og det bliver også hende, som må tage affære i forhold til alle de opgaver, der venter, når et familiemedlem dør. Denne situation gør, at hun får fokus på navnets betydning, og nu hvor faren er død, kan hun også tillade sig at gå til problematikken mere kritisk, ja meget samfundsrevsende.

Når man læser Navnet og har læst de foregående to romaner, så får man virkelig et indtryk af en person, som har taget sit eget liv op til revision. En person som vitterligt har taget sig selv seriøs, men en person som i denne proces også er bevidst om, at hun bruger og udnytter folk, hvor nogle bliver efterladt, når hun har fået det, hun skulle bruge. Der er noget lettere koldt og kynisk over hendes tilgang til livet samtidig med, at det er meget befriende, da hun skærer ind til benet i forhold til, hvad ens behov for at eksistere er. Hun ønsker ikke medlidenhed, men hun beskriver råt for usødet om sit liv, og det er ikke altid kønt. 

Constance Debré, Navnet, oversat af Sofie Vestergaard Jørgensen, Vinter Forlag, 2026, 132 sider.

Der er lukket for kommentarer.