Lad mig først nævne, at du ikke behøver at holde dig fra ”Jordsug”, hvis du ikke har læst Tove Alsterdals første bog i Ådalenserien, ”Stormfald”. Du kan sagtens følge handlingen, og du kan sagtens komme tæt på figurerne. Jeg holder mig ofte selv fra bøger i en serie, hvis jeg ikke har læst de første. Med ”Jordsug” er det lidt ligesom med Dan Browns ”Da Vinci-mysteriet”. Ja, du ville kende Robert Langdon, hvis du havde læst ”Engle og dæmoner”, men du lærer ham også at kende her. Sådan er det også med hovedpersonen i ”Jordsug”, Eira Sjödin fra Kramfors politi.

I ”Jordsug” handler sagen om forsvundne mænd. Først en mand, der er sultet ihjel i et forladt hus ved en sø i en skov og dernæst en mand i en kælder i et hus omkring 700 kilometer nord for Ådalen. Men hvad er ligheden mellem de to sager? Og hvorfor mødte de den skæbne, som de gjorde? Men da endnu en mand – denne gang tæt på hende – forsvinder, bliver Eira Sjödin for alvor investeret i at opklare sagen.

Tove Alsterdal er en respekteret forfatter, der tidligere har været redaktør for sin gode veninde, Liza Marklund, på flere af hendes bøger. Hun forstår den dybere og den let dystre fortælling og dens virkemidler. Og det nyder vi godt af som læsere. Historien drager os ind som harpiks, du ikke rigtigt kan få af fingrene. Den bliver hængende på en både ubehagelig og alligevel rar måde. Ubehagelig på grund af begivenhederne i historien. Og rar, fordi den historie er godt formidlet.

Alsterdal fortæller nemlig godt. Hendes ”Stormfald” vandt flere priser, blandt andet Glasnøglen som Bedste Nordiske Kriminalroman. Flere anmeldere har allerede skrevet, at ”Jordsug” er bedre. Jeg kan i hvert fald sige, at jeg blev trukket ind i handlingen, og at der er en meget tv-agtig stemning over den. Det hænger nok sammen med, at så mange svenske krimier efterhånden er blevet filmatiseret. Har vi set nok af dem, kan vi hurtigt danne os et genkendeligt billede. Men det skyldes altså også, at Alsterdal skriver, så du kan se billederne for dine øjne. Og det er her, bogen for alvor vinder hos mig.

Beskrivelserne er ikke overgjorte, men de er skarpe og præcise. Du behøver ikke at sige meget, når publikum er fra et nordisk land. Jeg forestiller mig, at en læser fra Portugal eller Italien måske vil have lidt sværere ved selv hurtigt at danne sig et billede af, hvordan der ser ud nord for Lapland, end vi har. Vi har lidt lettere ved at identificere os med hendes univers.

I dette tilfælde ser jeg ikke alene billederne. Jeg kan nærmest høre den let dystre underlægningsmusik, gerne spillet på et blæseinstrument som en harmonika eller lignende. Jeg forestiller mig levende, hvordan Alsterdal selv har skrevet med følelserne, så den helt rigtige stemning blev lagt. Det ene indre billede har taget det næste, og jeg føler, hun har oplevet handlingen, næsten som vi har læst den.

Handlingen er intens og dyb. Og spændingskurven stiger, som handlingen skrider frem. Dermed er underholdningen helt i top. Og derfor er det meget let for mig at anbefale denne bog – især hvis du er til spændingsromaner.

Tove Alsterdal: ”Jordsug”, Forlaget Modtryk, 305 sider, oversat af Lilian Kingo, udkom juni 2022.

Læs også:
Keld Broksø: Malmøsyndromet
Pascal Engman: Enkerne
Camilla Sten: Den forsvundne by