Jeg blev advaret. En klog ven sagde til mig, at det nok var en rigtig ’pige-bog’. Men jeg valgte at tage den alligevel. Jeg havde sådan en rar fornemmelse i maven, da jeg læste, hvad den handlede om. Vi skal udfordre os selv. Og denne bog skulle i den grad have en chance – også fra en mand, der oftest anmelder sportsbøger, læser politiske biografier og er fascineret af krigslitteratur. Men hvordan gik det så?

Lad mig sige det sådan, at jeg meget gerne stoler på min mavefornemmelse en anden gang. ”Caféen i Cornwall” er simpelthen én af de mest velskrevne bøger, jeg har læst i flere år. Den er sprogligt levende med sine legende lette og sjove kontinuerlige referencer og med et emne som omdrejningspunkt, der først slår mig som hørende til i den lette ende af skalaen, men som – når figurerne og handlingen først kryber ind under huden på mig – faktisk rammer ned i temmelig mange eksistentielle problematikker. Og så er oversættelsen er ren fryd. Både fordi sproget er forblevet let, og fordi oversætteren ikke har forsøgt at finde danske erstatninger for de mange fremragende referencer.

Evie har altid været lidt ved siden af i den ellers så pæne familie – lidt ligesom sin moster Jo, der altid valgte at gå sin egen vej. Evie er nemlig en drømmer, og efter at have smagt på en del flere af livets iskugler i butikken end sine søstre, er hun landet på et kontor i Oxford sammen med den fornuftige Matthew. Det er ikke et dumt liv, men selv for Evie, der nu er blevet lidt ældre, er der oplevelser, der ligger uforløst i hendes baghoved.

Da moster Jo dør, formår hun at skabe masser af splid i den ’perfekte familie’, da hun har valgt at testamentere sin café til Evie. Det betyder både, at søstre og forældre – og mange andre omkring familien – rynker en del på næsen, men også at de for alvor begynder at se skævt til Evie. For mens hendes liv altid har været noget, de kunne ryste let på hovedet ad og betragte som et sikkert samtaleemne, så bliver moster Jo’s beslutning pludselig til en splid mellem dem.

Alle forventer, at Evie vil sælge caféen og få et lille overskud. Det kan familien godt leve med. De mangler ikke noget. Men da Evie pludselig involverer sig i arbejdet og viser tegn på, at hun måske gerne vil fortsætte med at drive caféen i bedste moster Jo-ånd, så bliver de alle konfronteret med en helt anden virkelighed, end de er vant til.

”Caféen i Cornwall” er en smuk bog. Gennem vores rejse sammen med Evie er den både en øjenåbner for vores egen adfærd over for mennesker der enten er eller gør ting lidt anderledes, og den er en hyldest til det at drømme, prøve ting af, starte forfra og meget mere af alt det, der normalt ligger i den skuffe, der hedder ’Det usikre’. Ikke at bogen er et spark i maven, men den er i det mindste et lille puf i siden på alle de, der rynker på næsen, når vores børn eller venner kommer og bedyrer deres kærlighed til fodbold, musik, maleri og meget mere. Måske er det ikke så slemt at udforske sine drømme lidt, før du finder et spor, du mener mere er dit eget. Og ja, måske er det netop drømmen, du ender med at have succes med eller i det mindste være glad for.

Set i det lys er ”Caféen i Cornwall” både en bog, der handler om – lad mig gætte – omkring 90 procent af os, og en form for løbende klapsalve til det at leve sit liv – med alt, hvad det nu indebærer af modgang og fremskridt. Og hører du til dem, der synes, at frasen ’Livet er smukt’ er noget forbandet sludder, så er der overvejende stor sandsynlighed for, at du efter at have læst ”Caféen i Cornwall” i hvert fald kan forstå, hvor det kommer fra og måske endda vil tage det første skridt hen imod en accept af, at det faktisk godt kan forholde sig sådan. For det er netop den følelse, jeg sidder tilbage med. Vores hovedperson er på ingen måde en helt. Hun repræsenterer på mange måder nok de fleste af os med alle sine skøre indfald, sine små triumfer og forliste forhold. Men hendes liv er er fabelagtig rejse. Og om ikke andet, så har forfatteren i det mindste beskrevet hendes liv smukt.

Jeg tror, det er overordentlig sundt med mellemrum at få fortalt, læse eller opleve denne slags fortællinger. For de er med til hæve almindeligheder op over attention-grænsen og giver os både en bedre fornemmelse af os selv og vores liv og lader os opleve og hylde andres. Og det er sundt. Derfor skal du læse ”Caféen i Cornwall”.

Lucy Diamond: ”Caféen i Cornwall”, Forlaget People’s, oversætter: Ninna Brenøe, 350 sider, udkom september 2021.

Læs også:

Frida Skybäck: Boghandlen ved Themsens bred
Julie Caplin: Den lille café i København
Victoria Brownlee: Paris. Kærlighed. Ost
Renée Carlino: Vi som elskede