// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Frida Skybäck: Boghandlen ved Themsens bred
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Frida Skybäck: Boghandlen ved Themsens bred

Skrevet af den 31. maj 2021 – 06:59Ingen kommentarer

Charlotte bor til daglig i Stockholm. Hun har brugt mange kræfter på at skabe sit eget firma, men efter hun har mistet sin mand, har hun arbejdet for meget og glemt sig selv.

Midt i sorgen får hun den overraskende nyhed, at hun har arvet en boghandel fra en næsten ukendt moster. En gammel boghandel nær Themsen i London. Charlotte rejser til London for at afvikle boghandlen, for hun ved ikke meget om bøger og vil hurtigt hjem og tage sig af sit eget firma.

Men i London venter en bygning med to lejligheder, en butik, et par dedikerede medarbejdere og en kat der er flyttet ind af sig selv.
Boghandlen er tæt på lukning, der er lån op over skorstenen, men Charlotte bliver optaget af at finde ud af mere om den ukendte moster og hendes liv i London. Der spirer venskaber, kærlighed og en interesse for bøger.

Det er virkelig en skøn feelgood-roman med de helt rigtige temaer. Her er bøger og kaffe og svensk bagværk og historien om Charlottes moster folder sig ud og afslører gamle hemmeligheder. Stemningen i boghandlen er så fint og charmerende beskrevet og man får lyst til at kigge indenfor, bestille en kop kaffe og gå på jagt efter en god bog og hvad kan man som bogelsker ønske sig mere?

Frida Skybäck bor i Skåne og har skrevet flere bøger, men Boghandlen ved Themsens bred er den første, der er oversat til dansk.

Frida Skybäck, Boghandlen ved Themsens bred, Forlaget Cicero, på dansk ved Brian Christensen, 500 sider, 2021

Der er lukket for kommentarer.