Normalt holder jeg mig langt væk fra “true crime”. Både i podcast- og bogform. Jeg bryder mig ikke om at svælge i andre folks ulykke på den måde.

Men jeg gjorde en undtagelse med “Drabet i parken”. Det var der to årsager til. For det første skete knivdrabet på den 32-årige gravide kvinde Louise Borglit i november 2016 kun få kilometer fra, hvor jeg bor. Og efter at have været uopklaret i årevis, fik politiet et gennembrud og fandt den nu dømte gerningsmand ved hjælp af et meget kontroversielt efterforskningsgreb, som aldrig er anvendt før i Danmark.

Derfor gjorde jeg en undtagelse. Og det har jeg ikke fortrudt.

De to garvede krimiforfattere Bo Norström Weile og Jesper Vestergaard Larsen fokuserer ikke kun på selve drabet og politiefterforskningen. Bogen er lige så meget drabsmanden Alexanders tumultariske historie. Den handler derfor rigtig meget om det svigt, som han og hans forældre i forfatternes optik oplever fra myndighedernes side i Alexanders ungdomsår frem til den skæbnesvangre aften i en park i Herlev.

Alexander er faktisk hovedpersonen i historien. Det er hans livshistorie vi får fra han bliver født i Colombia i 1994 frem til der falder dom i sagen i 2024. Forfatterne giver os en nøgtern og objektiv beskrivelse. De tager på intet tidspunkt parti for drabsmanden eller forsøger at forsvare hans handlinger.

Men bogens undertitel “En fortælling om svigt” er alligevel et kraftigt fingerprej om, hvad forfatterne selv mener om forløbet op til drabet i Elverparken. Gladsaxe Kommune er uden tvivl den helt store skurk her. De har svigtet Alexander og ikke mindst hans forældre.

En anden myndighed, der har svigtet i forfatternes øjne, er Københavns Vestegns Politi. Det erkender politiet da også selv til sidst i bogen. I de første dage af efterforskningen fik man flere hints om, at Alexander kunne være drabsmanden, uden at man dog efterforskede den mulighed særlig grundigt. Først knap to år senere, da en gruppe erfarne efterforskere fra andre politikredse “vender bunken” og går efterforskningsmaterialet igennem med friske øjne, samler opmærksomheden sig for alvor om Alexander.

Hvis Københavns Vestegns Politi havde fokuseret mere på Alexander i starten, så havde en kvinde på Lolland nok haft et bedre liv, end hun har i dag. Efter drabet flytter Alexander nemlig til Lolland og ind hos en kvinde, som han bogstavelig talt gennembanker igen og igen, mens han spenderer hendes penge og ikke mindst hendes arv fra hendes mor på hash og kokain.

Efter lang tids tilløb tager kvinden sig endelig mod til og anmelder Alexander. Politiet er derfor så heldig, at Alexander sidder bag lås og slå, da man i 2018 endelig for alvor begynder at kæde ham sammen med drabet to år tidligere i Elverparken.

Men han nægter hårdnakket at have gjort det. Og politiet har ingen tekniske beviser fra gerningsstedet eller et mordvåben. Derfor er gode råd dyre og man tager et meget utraditionelt efterforskningsskridt i brug, som aldrig er set før herhjemme. En PET-agent indvilger nemlig frivilligt i at lade sig indsætte i Enner Mark Fængsels særligt sikrede afdeling i cellen ved siden af Alexander. De tilbringer tre timer sammen hver dag. Den eneste samværd de to har. Agenten er hver gang udstyret med en skjult mikrofon.

Langsomt men sikkert får agenten snakket Alexander varm. Han taler mere og mere om mordet i Elverparken. Men ikke nok til at det kan fælde ham og bevise, at han gjorde det. Derfor “løslades” PET-agenten og vender så tilbage på besøg mange måneder senere. Til sidst lykkes det at få Alexander til at sige ting, som anklagemyndigheden vurderer kan holde i retten og påvise, at Alexander er gerningsmanden.

Spørgsmålet om hvorvidt man overhovedet kan bruge den slags hemmelige optagelser, eller om ikke der reelt er tale om en ulovlig afhøring, skal dog lige hele vejen op til Højesteret og tilbage igen.

Derfor falder der først endelig dom i sagen i juni 2024. Knap otte år efter drabet.

En klassisk “true crime” historie, hvor de gode vinder til sidst efter at have taget et utraditionelt “våben” i brug. Ganske velskrevet og detaljeret.

“Drabet i Parken” er også tankevækkende læsning for alle forældre. For hvad stiller man op, hvis man har et barn med buldrende ADHD, som for at kunne magte det, selvmedicinerer sig med hash som 11-årig og igen og igen smadrer hjemmet bare der er det mindste galt? Bogen er nemlig mere end blot fortællingen om en forbrydelse og opklaringen af forbrydelsen, som “true crime” ofte er.

Det er også historien om to forældres magtesløshed og forsøg på at råbe myndighederne op. For Alexander havde nok haft bedst at være på en lukket psykiatrisk anstalt i stedet for at bo i en kælder i Mørkhøj. Men sådan gik det ikke. Og det måtte Louise Borglit betale prisen for med sit liv.

Bo Norström Weile og Jesper Vestergaard Larsen: Drabet i parken – en fortælling om svigt. People’s 2026. 346 sider.