Ane Riel fik sit litterære gennembrud med romanen Harpiks fra 2015, som har vundet flere priser og er solgt til udlandet. En fremragende roman om hvilken jeg i min anmeldelse skrev: rørende, spændende og crazy.

Lige så rørende, spændende og crazy er hendes nye roman Urværk ikke. Her er kun et strejf af det Ane Rielske groteske, som jeg ellers holder meget af.

Alma bor alene i sit lille hus for enden af en blind vej. Hun er gammel og tiden er ved at rinde ud. Hun kan hverken huske sin egen alder, eller hvornår hun har fødselsdag og det kniber også med hørelsen. Hun har huskesedler, så hun får drukket og spist lidt. Hun savner sin mand, som ikke er her mere. Men ikke den mand, han var til sidst, men den han var inden dét skete (hvad det så end er, vil læseren gerne vide og hænger derfor på). Hun er egentlig afklaret på snart at skulle herfra, men så en dag dukker en lille dreng og hans hund op. Og så kommer hun i tanke om det liv, hun engang havde og vil derfor gerne se mere til drengen og den søde hund.

Vi følger Alma i hendes hverdag, mens hun venter på drengen. Jeg fandt det desværre ikke ret spændende at læse detaljeret om, hvordan hun kommer rundt i hjemmet ved at støtte sig til møbler og vægge eller hvordan hun klæder sig på.

Styrken i romanen er, at der leges med læseren ved forskydninger i tiden. Man skal derfor som læser være opmærksom. Og derudover er der tilbageblik. Og så er jeg usikker på, om nutiden i det hele taget er vores tid 2021 eller om det måske ligger år tilbage, der er nemlig noget gammeldags over romanen.

Urværk handler om at elske og hade den samme person, om at miste, om ikke at kunne huske, og om at komme i tanke om noget, man havde glemt. Og så handler den om at mindes de gode stunder i livet.

Ane Riel (f. 1971) har også skrevet romanerne Slagteren i Liseleje (her springes der også i tiden) og Bæst.

Ane Riel, Urværk, Lindhardt og Ringhof, 232 sider, Juni 2021.