Ross King: Den korte historie om Italien
Den korte historie om… er en serie om forskellige lande, der i Danmark udgives på det lille forlag Svane & Bilgrav. Det slipper de generelt godt afsted med, når man tænker på de store udfordringer der er ved at presse et lands tusindårige historie ned på et par hundrede sider. Således også med Den korte historie om Italien.
Fra forhistoriens mange folkeslag og bosættelser over det mægtige imperiale Rom og middelalderens renæssance tager engelske Ross King igennem historien for at ende i nutiden med coronaepidemi og (endnu engang) de store flygtningestrømme, der rammer støvlelandet. Det er velskrevet, veldisponeret og veloplagt.
Nyt for mig var især de dele af historien, der handler om den italienske splittelse fra Roms fald til samlingen i 1800-tallet. Invasioner, folkevandringer og fremmede magter gjorde at landet i omkring halvandet årtusind faktisk ikke var ét land eller samlet under et styre – der af de enorme regionale forskelle på alt lige fra sprog og kultur til mad og politiske traditioner.
Det var ikke givet, at Italien en dag ville samles under én konge, og Italiens historie er ikke kun historien om Roms magt, renæssancens skønhed eller kampen om pavedømmet. Det er også et indblik i hvordan et rige kan vokse og skrumpe, og om hvor tilfældige landegrænser egentlig er.
Først og fremmest er Den korte historie om Italien en hurtig indføring, der aldrig når – og aldrig skal nå – i dybden, men som ridser de store linjer op og som forhåbentlig også kan vække læserens nysgerrighed på mere ukendte dele af Italiens fascinerende og rige fortid. Det går lidt stærkt undervejs, og nogle steder er formuleringerne lidt upræcise – men pyt, hovedlinjerne er de vigtigste.
Ross King: Den korte historie om Italien. 247 sider, Svane & Bilgrav. Oversat af Kristoffer Kildelund, udkom 11. juli 2025
