Hvor meget frihed kan der være tilbage i et menneske, når staten også vil bestemme virkeligheden?

Det er et spørgsmål, der ligger og ulmer under Imre Kertész’ ”Det engelske flag”, en kort fortælling om livet i Ungarn efter Anden Verdenskrig og frem mod opstanden i 1956.

Fortælleren ser tilbage på sine yngre år i Budapest. Han arbejder en tid som journalist, men opdager hurtigt, at journalistik bliver en sær disciplin, når sandheden allerede er besluttet på forhånd. Det kan være svært at beskrive virkeligheden, når magten samtidig står ved siden af med facitlisten.

Så han søger andre steder hen. Mod litteraturen. Musikken. Kunsten. Mod alt det, der stadig kan give et menneske et sted, hvor staten ikke uden videre kan følge med ind.

Kertész skriver om et frygteligt kommunistisk diktatur , men det er uden de store armbevægelser. Det uhyggelige ligger netop i hverdagen, tilpasningen og den langsomme fornemmelse af, at noget er blevet helt skævt, og at alle efterhånden har lært at leve med det.

Så kommer 1956. Under opstanden ser fortælleren en bil køre gennem Budapest med det britiske flag over køleren. Folk langs gaden begynder at klappe. En behandsket hånd vinker tilbage fra bilen.

Det er bare et lille, flygtigt øjeblik, og måske er det derfor, det rammer. For mens bilen fortsætter væk, bliver menneskene stående tilbage. Håbet kører bogstaveligt talt videre uden dem.

”Det engelske flag” kræver lidt af sin læser. Kertész fortæller meget tæt, reflekterende og med lange tankerækker, hvor man til tider er nødt til at sætte tempoet ned eller – indrømmet – lige gå tilbage og læse det igen. Til gengæld får du en tekst, der rækker langt ud over de få sider.

Det er en fortælling om totalitarisme, erindring og kunstens betydning, men måske mest af alt om noget meget mere enkelt:

Hvordan bevarer du retten til dine egne tanker, når nogen andre meget gerne vil tænke dem for dig?

Imre Kertész: ”Det engelske flag”, Forlaget Sisyfos, 96 sider, på dansk ved Leif Martin Sands, udkom juni, 2026

Læs også:
László Krasznahorkai: Den ungarske nations sikkerhed
Giuliano da Empoli: Kaosingeniørerne
József Debreczeni: Koldt krematorium