// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ane Riel: Bæst
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Ane Riel: Bæst

Skrevet af den 13. november 2019 – 06:37Ingen kommentarer

Bæst er fortællingen om drengen Leon, der bliver født med usædvanligt stærke muskler. Hans far er stor og stærk og hans mor er smuk. Ingen ved hvorfor Leon er så utrolig stærk, men den lille dreng som hans mor elsker, bliver svær at styre, især når han vil kæle med små mus, kaniner eller andre varme, bløde, pelsklædte dyr. Mirko, den unge mand, der arbejder på gården hvor Leon bor, får skabt et særligt venskab til den lille stærke og ikke så kloge dreng.

Jeg var ikke langt inde i romanen, før jeg tænkte “arrgh minder det her nu ikke for meget om John Steinbecks Mus og mænd”. Men i takt med at jeg læste mig ind på karaktererne trak den tanke mere i baggrunden og en selvstændig historie stod frem.

Handlingen finder sted i Sydeuropa med bjerge og et varmere klima end her i landet. Et ikke nærmere defineret sted i en ikke konkret defineret tid, men dog dengang hvor biler var et særsyn. Ved at placere historien næsten udenfor tid og sted bliver den på en måde mere almengyldig og kunne i princippet foregå hvor som helst og når som helst.

Bæst er en fremragende roman om skyld og uskyld, om ansvar og om et usædvanligt venskab. Den er spændende til det absolut sidste og virkelig godt bygget op.

Men det er også en roman om, når ægtefæller med tiden vokser fra hinanden. Om når det livet byder på, påvirker os, så vi ikke længere kan se det vi oprindeligt satte pris på ved hinanden. Og så er det i den grad en roman om alle de forbudte tabubelagte følelser, man som forældre kan opleve, når man er magtesløs, tyndslidt og træt af mangel på søvn og alenetid og helt har mistet troen på forandring.

Hvis du har læst Harpiks af samme forfatter, vil du sagtens kunne fornemme, at det den samme skribent der står bag. Som læsere køber vi ind på alt det groteske. Det virker troværdigt, selv når det er uhyggeligt og kammer over.

Det har været en stor fornøjelse at læse Bæst. Anderledes, men virkelig fedt. Tusind tak for den læseoplevelse!

Ane Riel (f. 1971) debuterede i 2013 med den prisbelønnede roman Slagteren i Liseleje. I 2015 udkom romanen Harpiks, der har vundet flere internationale priser, er solgt til foreløbig 21 lande og er filmatiseret med Sofie Gråbøl i en af de bærende roller. Filmen har dansk premiere til december. Jeg har læst Harpiks med mindst lige så stor fornøjelse som jeg læste Bæst, klik her for at springe til anmeldelsen.

Ane Riel, Bæst, Lindhardt og Ringhof, Oktober 2019, 384 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.