// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » John Steinbeck: Mus og mænd
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Amerikansk, klassiker, Roman

John Steinbeck: Mus og mænd

Skrevet af den 6. februar 2019 – 16:002 kommentarer

Som Tom Kristensen er citeret for på forsiden af bogen: Tænk at have Steinbeck til gode. Hver gang jeg har læst en bog af John Steinbeck, tænker jeg det samme, for Steinbeck kunne virkelig skrive.

Mus og mænd er historien om det umage makkerpar George og Lennie, som rejser rundt som løsarbejdere i Californien under Depressionen i 1930’erne. De to venner er forskellige som dag og nat; George er lille og intelligent, mens Lennie er stor og stærk og mentalt som et stort barn. Det er ikke nemt at finde arbejde, og arbejdet er hårdt. George og Lennie drømmer om at spare nok penge sammen til at få deres eget sted en dag, hvor de kan leve af landets fedme og være herrer i eget hus. Men på grund af Lennies mentale tilstand og manglende forståelse for passende opførsel og sin egen styrke, kommer han igen og igen på gale veje.

I starten af bogen har de to venner været nødt til at forlade den ranch, de arbejdede på, fordi Lennie er kommet til at opføre sig aggressivt over for en ung pige. Han elsker alt hvad der er blødt at røre ved, især mus og kaniner, og han ville bare ae pigen. Han undervurderede bare sin egen styrke og skræmte pigen. Vennerne er derfor flygtet og kommer til en ny ranch, hvor de håber at kunne blive længe nok til at tjene nok til at kunne realisere deres drøm. Her møder de en gammel knark, som deler deres drøm, og som har sparet en del penge sammen. Pludselig ser det ud til, at drømmen måske alligevel kan gå i opfyldelse, hvis bare Lennie kan undgå ballade. Lennies forkærlighed for bløde ting spænder dog igen ben for de to venner, og George må til sidst tage en tung beslutning.

Omdrejningspunktet for bogen er venskabet mellem de to mænd. George virker nærmest som en slags værge eller storebror, der passer på den godmodige Lennie. Deres forhold er desuden usædvanligt i forhold til de andre rancharbejdere, som alle er ensomme ulve, der foretrækker at være alene, på nær når alle tager i samlet flok til byens bordel. Men de deler en fælles drøm, som er den gennemgående fortælling i bogen: De vil slå sig ned som frie mænd med eget hus og jord, og Lennie vil få lov at holde kaniner og passe dem. Jo flere gange George fortæller Lennie historien og ser hans naive tro på, at det kan lade sig gøre, jo mere begynder George selv at tro på drømmen, hvor umulig den end virker.

John Steinbeck er en af de helt store amerikanske forfattere. Han modtog Nobelprisen i litteratur i 1962 for sit realistiske og fantasifulde forfatterskab, der kombinerer solidarisk humor med dybfølt social indsigt. Han er en forfatter, som alle, der er interesseret i litteratur, bør læse. Mus og mænd er et godt sted at starte. Hvor Vredens druer er blevet kaldt Steinbecks store mesterværk, er Mus og mænd hans lille mesterværk.

Jeg var vild med bogen. Den er ikke lang, men historien er stærk og hjerteskærende. Venskabet mellem George og Lennie – det bånd de har – er rørende, og historien er så medrivende, at jeg ville ønske, at jeg kunne have fulgt dem længere end de blot 123 sider, fortællingen varer. Historien indeholder både den empati og den sociale indignation, som Steinbeck er kendt for, og så er den bare en virkelig god fortælling. Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med Steinbecks forfatterskab, så har du en masse godt i vente.

John Steinbeck, Mus og mænd, Gyldendal, 123 sider, 1937.

2 kommentarer »

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.