Gæstenmeldelse af Anna Skyggebjerg.

Når Dag Solstad kan dø, kan ingen af os føle os sikre. For han har altid været her og altid været en af Norges og Nordens helt store forfattere. Men i marts 2025 døde han ikke desto mindre, og hans lille roman om barndommen i Sandefjord er derfor udkommet posthumt. “Endelig! Lykken. Og mit forsøg, i 2022, på at udholde smerten ved tidens rasen”, hedder den.

Solstad forsøger at udholde tidens rasen ved at se tilbage og fastholde tidlige barndomsminder. Han erindrer et billede, han arbejder sig fremad ud fra dette billede, så går han tilbage igen og husker endnu en detalje og arbejder sig igen fremad, nu med dette ekstra lag. Langsomt, langsomt kommer han så tæt på det fulde billede, som det er muligt på 70 års afstand.

Sådan får han for eksempel fremmanet billedet af, at han under vinterlegene i Oslo i februar 1952 (11 år gammel) sidder hos sin ven, lille-Gunnar, og læser Aftenpostens referater (i både morgen- og aftenudgaven) og lytter til radioen, der bringer direkte reportager fra legene, mens der i kælderen under lille-Gunnars lejlighed er udlejet et eller to værelser til en dansk håndværker, som er kommunist, og som bliver den, der overbeviser drengen Solstad om, at det er han også: kommunist. Dette kan han under ingen omstændigheder fortælle sin elskede far, som døde et år senere, og som den voksne Solstad nu er ked af, at han ikke var sammen med om at lytte til radioreportagerne. Særligt dem fra skøjteløbene, ville han gerne have delt med sin far, for norske Hjallis vandt både 1500 meter, 5.000 meter og 10.000 meter.

Solstad skriver: “Alt dette, som har været fortrængt og væk, gemt bort, er kommet tilbage nu. Og nu lyser det.” Det gør det også for læseren. Romanen er en lille, lysende perle om et liv og en tid: forældrenes konkurs, moderens ustabile psyke, faderens livsløgn, broderens flugt. Og naturligvis: Det er en bog om lykken, som Solstad finder i “min evige kærlighed til Therese”, hans tredie hustru.

“Endelig! Lykken.” er til dig, som holder af Solstad; til dig, som holder af erindringslitteratur; til dig, som holder af en lidt altmodisch stemme; til dig, som holder af sublime sætninger – og til sådan en som mig, som falder i svime over alt norsk.

Dag Solstad: Endelig! Lykken. Og mit forsøg, i 2022, på at udholde smerten ved tidens rasen, 112 sider, Gyldendal, Oversat af Anne Matthiesen