I år er det 30 år siden, at Tyskland blev genforenet. Siden slutningen af 2. Verdenskrig lå der et tykt rødt frihedsberøvende tæppe over det, der grotesk nok blev kaldt den tyske demokratiske republik. Og mens stort set hele samfundets udvikling gik i stå, husker vi mest af alt familier, der blev flået fra hinanden, DDR-borgere, der blev slået ihjel, fordi de forsøgte at flygte til Vesten samt et unaturligt succesrigt idrætsprogram, der via ekstensiv af doping fik DDR til at vinde masser af medaljer ved eksempelvis Olympiske Lege.

Men DDR var naturligvis meget mere. Folk levede og åndede bag jerntæppet og havde hverdage, der skulle leves. Annette Herzog læste dansk i Greifswald og flyttede to år efter murens fald til Danmark. I ”Det der var” mindes hun en tid, hvor det blandt meget andet var jagten på et par ægte cowboybukser, bestillingen af en bil og danskstudiet på et fakultet, der var gennemsyret af Stasi, der var den daglige ’medicin’.

Annette Herzog er en glimrende fortæller. Og selvom hun åbent erkender, at de jo ikke kendte til andet, og at ensretning var en aktiv del af hverdagen, så var den stille civile ulydighed noget, hun og de fleste af hendes jævnaldrende dyrkede – når de altså kunne slippe afsted med det. Eksempelvis måtte rockmusik kun spilles i 60/40-forhold (60 % socialistisk produceret og 40 % vestligt) på diskotekerne, men når du som DJ først havde fået din licens, så brød du reglerne – til de unges store glæde. Og disse eksempler er der rigtig mange af i bogen.

Hun skriver om en tid, hvor hun er kommet til Danmark og vil ud og danse med sin mand. Hun er chokeret over at finde ud af, at diskotekerne først åbnede klokken 10 – og de blev begge skuffet, da de besøgte et diskotek og måtte gå hjem igen, før der overhovedet var begyndt at komme besøgende. Hun skriver:

”Jeg har aldrig forstået, hvorfor der først kommer liv i diskotekerne efter midnat i Danmark, og hvorfor man skal være 18 for at komme ind. Er der ingen 14-, 15- og 16-årige, der vil danse? Altså helt harmløst danse og flirte uden først at drikke sig fulde? Hvor møder de deres kærester? Og hvad med de unge forældre, hvis børn står ved sengekanten næste morgen? Hvor og hvornår danser de?

Det er også helt almindelige kulturforskelle som disse, hun beskriver i sin bog. Hun var vant til, at diskotekerne havde åbent på hverdage, og at de åbnede klokken 18-19. Så kunne de unge gå ud og danse og være hjemme igen, så de var klar til skolen næste dag. Når jeg læser det, har jeg faktisk ikke noget godt svar på hendes spørgsmål.

Og dem er der en del af i bogen. Den er fyldt med de små historier; de fine eksempler; de nære oplevelser der gør den meget læseværdig. Jeg synes godt, jeg kan mærke, at Herzog ikke er en traditionel forfatter. Men hun er en levende historiefortæller. Og det er der faktisk en del forfattere, der godt kunne lære lidt af. Og med ”Det der var” tegner hun et ikke-romantiseret men ganske nuanceret billede af sin opvækst i et land, der var nabo til Danmark men alligevel var så langt væk.

Annette Herzog: ”Det der var”, Forlaget Colibri, 280 sider, udkom september 2020.

Læs også:
Ole Steen Hansen: Syngeklubben leipzigerne og andre mennesker fra DDR
Selma Rosenfeldt-Olsen: Leipziger Tagebuch
Alice Persson: Kollega Persson