Forfatter Selma Rosenfeldt-Olsen er den yngste i en søskendeflok på 3 piger. Begge hendes forældre er teaterskuespillere, og hun voksede op i Vendsyssel med en drøm om at blive skuespiller. Med det i tankerne, er det oplagt at se handlingen i hendes debutroman Leipziger Tagebuch udspille sig som scener. Det er måske sådan, at bogen skal læses. Som et teaterstykke om Frida og hendes dramatiske og egocentriske selvopfattelse.

Frida er kommet til en fase af sit liv, hvor hun er i tvivl om, hvad hun skal. Efter afslag fra den Fotografiske Billedkunstskole og Kunstakademiet, beslutter hun sig for, at hun vil rejse fra Danmark. Hun vil være udvekslingsstuderende i Leipzig i det tidligere Østtyskland. Her vil hun starte på en frisk. Men kan man finde sig selv i en ny by? Når rejsen er baseret på et lykkeligt minde om en fyr, som hun har mødt en aften i byen?

Frida er meget fokuseret på sine egne følelser og behov. Næsten alt hvad hun gør, udspringer af et stort behov for at blive set. Hun fortæller, at hun er ’en slags freelance kreativ iværksætter’, inspireret af alle de spirende unge kunstnere, der befinder sig i Leipzig. Frida følger nemlig med flokken, uden at have en fornemmelse af, hvad hun selv har lyst til. Hun går til en masse fester og tager MDMA. Besøger den ene specielle kunstudstilling efter den anden. Og så er der Lucas. Alle Fridas handlinger baserer sig på forelskelsen i Lucas. En forelskelse der ikke er gengældt, men som farver hendes ophold i Leipzig.

Det er svært som læser, ikke at blive irriteret over Fridas indstilling til livet og sin fremtid. Karaktererne i bogen fremstår noget kliché-agtige og karikerede. Den sundhedsfanatiske Ori og den promiskuøse Lucas, de excentriske kunstnere og den søde fyr Thomas. Men det er i de øjeblikke, hvor Fridas skrøbelige usikkerhed viser sig, at hun rører noget i mig. Og det er her, at bogen finder sin plads og bliver interessant.

Selma Rosenfeldt-Olsen: Leipziger Tagebuch, Gladiator, 162 sider, januar 2017