Alice Persson har med sin debutroman givet os et indblik i en ungdom, der bragte hende ud til mange grænser. I søgen efter den optimale oplevelse af socialismen tog hun til det gamle Østtyskland, DDR, hvor hun arbejdede på en international radiostation.

Alice var en ung, naiv, ideologisk socialist med ideer om en verden, der var anderledes end den, hun voksede op i. Bogen er fint skrevet. Den positive stemning; det altid åbne og velkommende sind over for alt, hvad topstyret dikterede; synspunkterne, der bliver drejet. Det er godt lavet – godt præsenteret. Og det er inde i alt det, vi ikke kan læse, at vi finder gruen, den fuldstændig blottede sans for realiteterne og produktet af tidens skræmmende indoktrinering.

Igen og igen afslører handlingen, reaktionerne og beretningen i sig selv det kunstige, oppustede samfunds værdier. Da kollega Persson eksempelvis bliver konfronteret med spørgsmålet om, hvor vidt de på den socialistiske radiostation virkelig når verden uden for, tænker hun:

”I virkeligheden føler jeg det, som om mit ophold her kun tjener til at gøre mig selv en tjeneste, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skulle.”

Jeg tror, det er vigtigt at huske på, at informationerne ikke var tilgængelige eller for den sags skyld blev fabrikeret i nær samme grad, som det er tilfældet i dag. Det er så forbandet let at fordømme en hel generation af danskere, der har støttet det ene rædselsregime efter det andet, og – indrømmet – jeg har gjort det selv. Men befandt du dig i de kredse, og fik du hovedsageligt dine oplysninger om verdens tilstand fra denne ene side af skrivebordet, så havde du nok ikke været alt for åben over for alternative synspunkter, der blev præsenteret omkring det, du levede og åndede for.

Og det er heller ikke her på dette niveau af politisk bevidsthed, den unge Alice vågner hurtigst op. Det er i den helt almindelige trivielle hverdag – på tværs af alle politiske skel . hvor det er arbejdet, forholdet og samtalerne, der skygger over alt. Det er det, der først bliver uudholdeligt for Alice.

Jeg har altid svært ved at læse denne slags bøger. Jeg leder hele tiden efter øjeblikkene, hvor hovedpersonen vågner op, ser de falske facader, løgnene, opdager gruen, deportationerne, mordene. Det gør det sværere for mig at læse historien. Når det er sagt, så var jeg underholdt. Og det bliver du nok også med ”Kollega Persson”.

Kollega Persson, Alice Persson, Egolibris, 308 sider, Maj 2016.