”Til rigets bedste” er en af de mest spændende og interessante debutromaner, jeg har læst i mange år. Men det er på godt og ondt, må jeg hellere sige med det samme. Dog med en klar overvægt af godt.

Det mest imponerende er, at den er skrevet af en mand, der kommer fra en helt anden gren af tilværelsen, og som her folder sig ud som en ægte forfatter. Peter Winther-Schmidt er nemlig cand.jur,LL.M. fra Cambridge og MBA. Og til dagligt er han direktør i virksomheden DXC Technology.

Forfatter er en sjov titel. Når du har udgivet en bog, er du i princippet forfatter. Men vi ved alle sammen godt, at en person, der skriver en bog om, hvordan du bliver rig på en måned, jo ikke er ’en rigtig forfatter’, ikke sandt? Sådan er det, når en titel ikke er beskyttet. Det samme gælder i øvrigt for journalister.

En gang imellem dukker der så en forfatter op, hvor du automatisk går på jagt efter tidligere udgivelser – alene af den grund, at du har læst noget, der er skrevet med så stor sikkerhed og selvtillid, at du tænker, det umuligt kan være en debut. Sådan har jeg det med Peter Winther-Schmidts ”Til rigets bedste”.

I ”Til rigets bedste” ankommer Frederik Lassen til København fra Roskilde i 1845, blot fire år før Enevældets fald. Han skal studere og bliver langsomt integreret i dagligdagens – og nattens – liv i en storby, der er mere pulserende, end han nogensinde før har oplevet.

Samtidig er en brutal morder løs, og selvom Frederik ikke har planer om det, så står han pludselig midt i en magtkamp mellem etablissementet og de progressive demokratiske forkæmpere.

Bogen er glimrende skrevet – som i virkelig glimrende. Sproget, valget af ord set i historisk lys, fortællestilen. Alt sammen fremragende. Derudover er handlingen intens og fængslende. Jeg kendte personligt ikke så meget til tiden omkring tilblivelsen af vores første grundlov, og det har jeg lært meget mere om ved at læse denne bog.

Naturligvis bruger Winther-Schmidt de midler, han har til sin rådighed, og derfor er det langt fra alle handlinger og personer i bogen, der er historisk korrekte, men hele skelettet på fortællingen og den historiske baggrund er ægte. På den facon minder han i sin tilgang til emnet lidt om en dansk udgave af Leon Uris.

Den lille anke, jeg har ved bogen, ligger underligt nok gemt midt i en af dens største styrker. Det er en personlig anke, og jeg understreger, at mange læsere med stor sandsynlighed ikke vil have det mindste problem med denne detalje. Men til tider træder det så meget frem for mig, at det grænser til det let irriterende. Her kommer det:

Handlingen i bogen er krydret med nogle af de mest imponerende og iscenesættende beskrivelser. De er med til at give dig en fornemmelse af, at du er til stede, fordi du kan se tingene for dig. Jeg mener især, det er vigtigt i begyndelsen af bogen, da Frederik ankommer til byen, og vi får en fornemmelse af, hvor meget – eller hvor lidt – udbygget, København var 1845.

Men beskrivelser kan – i al deres genialitet og iscenesættelse – for mig også virke som bremseklodser. Især hvis de til tider ikke er relevante for selve handlingen. Og det gør de altså til tider i ”Til rigets bedste”. Beskrivelserne er fremragende. Der er blot rigtig mange af dem, og jeg mener faktisk godt, vi kunne være foruden minimum 50 siders ellers meget fine og brugbare beskrivelser.

Jeg kan godt se gennem fingre med få sjuskefejl i redigeringen. I ”Til rigets bedste” er det lige på grænsen til det irriterende. På de første 50 sider fandt jeg tre. Overlever jeg? Ja, for dælen da. Men det irriterer mig alligevel.

Lad nu ikke disse to små personlige kæpheste forhindre dig i at kaste dig over ”Til rigets bedste”. Jeg gætter på, at Winther-Schmidt har haft – og har – en kæmpe forkærlighed for og interesse i netop denne tidsperiode i Danmarks historie. Og derfor vil det heller ikke overraske mig, hvis dette bliver hans eneste bog. Det vil dog ærgre mig meget. Jeg ville nemlig elske at læse mere

Peter Winther-Schmidt: ”Til rigets bedste”, Forlaget Valeta, 561 sider, udkom juli 2020.

Læs også:
Tracy Rees: “Mysteriet Amy Snow
Elisabeth Macneal: “Dukkeværkstedet”
Auður Ava Ólafsdóttir: Miss Island
Poul Abildgaard: Tiderne Skifter
Karen Engelman: Stockholm Octavus