Karen Engelman: Stockholm Octavus
Året er 1789, og stedet er Stockholm. Den gustavianske era er i fuldt flor, og vores fortæller er den unge Emil Larsson, tolder og elsker af hasardspil og spiritus. Han lever et ubekymret liv med storbyen og sine drikkekammerater som eneste familie. Alt forandres imidlertid, da Emil får adgang til den eksklusive spillesalon ledet af den mystiske fru Sparv, der er ven med kongen, og i sit værelse over de spillende driver en sideforretning som spåkone.
De to bliver venner og fru Sparv får et syn om Emil, der sætter gang i begivenhederne. For at forstå fremtiden tager hun spådomskunsten Stockholm Octavus, et okkult kortspil, i brug. Over otte dage spår hun i kort for at finde frem til de otte personer, der har betydning for Emils skæbne. Derefter er det op til ham at finde dem i det virkelige liv og som på et skakbræt sætte dem i stilling. Men det er ikke kun Emil, det handler om, og snart er den unge tolder fanget i et net af forviklinger, hemmeligheder og gammel magisk viden. Og ikke mindst et politisk spil om Sveriges fremtid.
Stockholm Octavus tager udgangspunkt i historiske begivenheder, men giver dem et twist og en ny fortolkning. Man bliver langsomt præsenteret for et kulørt persongalleri og midt i alle intrigerne sidder man og gætter med på, hvem, der repræsenterer hvilke kort og dermed er med til at afgøre rigets fremtid. Det lyder måske forvirrende, men man mister ikke som læser overblikket og som hjælp er de smukke kort fra Stockholm Octavus gengivet i bogen
Sproget flyder og virker historisk troværdigt. Oven i hatten får man detaljerede og maleriske detaljer af Stockholm, så man både kan mærke bruset fra de dansende silkekjoler, men også stanken fra værtshusene og de fattiges kvarterer.
Stockholm Octavus er en vellykket historisk roman, der er spændende som en krimi og fanger et politisk spil, der for alle de involverede handler om liv og død.
Karen Engelman, Stockholm Octavus, Turbine, April 2015, 436 sider.