Auður Ava Ólafsdóttir: Miss Island
“Du derimod var forandret. Du havde været ude at rejse. Du talte anderledes. Du talte vulkansprog og sagde storslået, majestætisk og gigantisk. Du havde opdaget meningen med opad og kiggede mod himlen.”
Jeg kan ligeså godt sige det, som det er. Islandske Auður Ava Ólafsdottír tæller blandt mine absolutte yndlingsforfattere. Så forventningerne var tårnhøje, da hendes seneste værk, Miss Island, landende i mine hænder.
Miss Island er mest af alt en historisk roman. Året er 1963, og vi følger den meget talentfulde (og smukke) islandske digter Hekla, der er opkaldt efter vulkanen af samme navn. Hun vokser op i det lille bonde- og fiskerisamfund Dalir i det vestlige Island. Hendes far, der er megt interesseret i vulkaner, tager datteren med til den berømte vulkan, så hun kan opleve et vulkanudbrud. Vildskaben og storheden forandrer hende for altid – og giver hende “vulkansprog”, et vokabularium, der kommer til at udgøre fundamentet for hendes forfatterdrømme- og karriere.
Hekla bryder op, pakker sit kæreste eje, Remington-skrivemaskinen og flytter til Reykjavik for at realisere forfatterdrømmen. Hun flytter ind hos sin homoseksuelle barndomsven, Jon John, og tager job som serveringspige på Hotel Borg, og skriver, i al hemmelighed, om natten. Her introduceres et af romanens mest centrale temaer, (kvinde)undertrykkelse. For vi befinder os i en tid, hvor forfattere er mænd, og kvinder er smukke og servitricer. Det beskrives genialt, hvordan kunderne, især de gamle indflydelsesrige mænd tror, at de kan tillade sig alt overfor kvinder:
“Skal jeg fortælle hende om alle mandfolkene, som ikke kan lade mig i fred, som stirrer på mig og udnytter situationen til at gramse på mig uden at spørge om lov?”
Derudover skildrer romanen også undertrykkelse i flere former – nemlig undertrykkelsen af sorte og homoseksuelle. Det belyses raffineret og realistisk gennem vennen Jon, der på egen krop og sjæl helt konkret føler, hvor vanskeligt det er at tilhøre en minoritetsgruppe i 1960’erne.
Jon samler på udklip af idolet Martin Luther King, og håber, at denne kan mane til lighed mellem alle mennesker, uanset race, køn og sensuelle præferencer.
Ólafsdottír skildrer undertrykkelsesformerne med en mageløs poetisk indlevelse, ligesom bogens karakterer skildres så levende, at vi føler deres smerte, kampe og nederlag på egen krop. Ud af det vokser vores sympati.
Selvom Hekla er meget talentfuld, er der ingen, der er interesseret i hendes værker. Det er de derimod i hendes (meget smukke) krop. Hun bliver opfordret til at stille op til Miss Island konkurrencen, for hvad kan en smuk pige ellers ønske sig? Men Hekla ønsker at skrive og flytter sammen med bibliotikaren Starkad, der også lever og ånder for litteratur.
Starkad drømmer også om at blive forfatter, og i starten holder Hekla sine skriverier skjult for ham. Da hun får udgivet noget, opstår der en konflikt mellem de to, der udvikler sig i romanens løb.
Romanen giver ingen løsninger, men rig anledning til reflektion. Det anbefales på det varmeste at læse denne på én gang menneskelige og dybsindige bog. Man bliver behageligt klogere på livet og de konsekvenser vores valg har.
Som Ólafsdottírs øvrige romaner fylder Miss Island os med en forunderlig glæde de alvorlige emner til trods. Fordi sproget er let og poetisk, og beskrivelserne er nuancerede. Samtidig er der stor sympati for mændende på trods af det feministiske touch. Det er på alle berigende, vidunderligt og fantastisk. Og fyldt med hjerte og mening.
Auður Ava Ólafsdottír er i sandhed et af Islands litterære mirakler. Læs hele forfatterskabet straks, hvis du stadig har det til gode. Vi har anmeldt flere af hendes værker fx. Stiklingen og Ar.
Auður Ava Ólafsdottír (f. 1958) er ud over at være forfatter professor i kunsthistorie. I 2018 blev hun meget velfortjent tildelt Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Ar.
Auður Ava Ólafsdottír: Miss Island, Batzer&Co., 2019, 280 sider, oversat fra Islandsk til dansk af Erik Skyum-Nielsen.