Det var romanen “Ar”, skrevet af den islandske forfatter, Auður Ava Ólafsdóttir, der blev hædret med Nordisk Råds Litteraturpris i år. Og det forstår jeg godt! Det sublime eksistentialistiske værk, tematiserer liv, død og ensomhed på en vedkommende måde, der får os til at smile samtidig med, at historien hjælper os med at turde se vores egen ensomhed i øjnene.

Romanen handler om den 49-årige mand, Jonas Ebeneser, som efter en traumatisk skilsmisse beslutter sig for at begå selvmord. Da det (heller) ikke lykkedes afhænder han sin virksomhed og rejser væk fra det hele. Han ender i et unavngivet land, der har været hærget af borgerkrig. Jonas har altid været handymand og begynder at gå til hånde på det hotel, han bor på. I sin sparsomme bagage har han nemlig medbragt sin boremaskine – fordi han vil bruge den til at bore hul til den krog, som han vil hænge sig selv i. Men i det sønderskudte, krigshærgede land har man brug for boremaskinen til noget ganske andet – nemlig reparation. Ligesom Jonas selv har det.

Langsomt begynder den selvmordstruede Jonas at vende tilbage til livet. Det rygtedes hurtigt i området, at Jonas er dygtig til at reparere ting, og han får flere og flere opgaver fra byens befolkning. I takt med opgaverne, udvikler han nære relationer og mærker glæden ved at kunne genopbygge forfaldet -både indeni i sig selv og ude i byen. Hans ar heler langsomt, selvom han undervejs også påføres nye.

Bogens titel “Ar” er udover at være en metafor de mærker, som livets sorger og skrammer efterlader på og i kroppen, hentyder den også til Jonas’ ar. Dem har han syv af, og de har hver deres hemmelige historie. Jonas får meget symbolsk en vandlilje tatoveret henover arene, men den smukke lilje kan ikke dække de ar, han har inden i. Da han ankommer til det krigshærgede Hotel Silence, oplever han de gigantiske ar som krigen har påført både mennesker og bygninger.

På raffineret vis bliver krigens rædsler også et symbol på den krig vores egen hverdag og vores eget liv kan være. Men bogen efterlader håb. Et synderskudt hus såsom det hus, Jonas hjælper med at reparere, Kvindernes hus, kan genopbygges. Et menneske med en synderskudt psyke kan til dels repareres – hvis man har den rigtige værktøjskasse.

Selvom romanen behandler tunge emner, som krig og ødelæggelse er den forunderligt livsbekræftende. Den er overraskende let og skarpsindig. En fornøjelse at læse. Med en kunstnerisk lethed inddrager forfatteren os i bogens univers, som vi får lyst til at blive i, de tunge emner til trods.

Juryens begrunder prisen med følgende udsagn: “Han opdager under rejsen, at ethvert menneske har en værktøjskasse og selv kan vælge, hvordan den skal bruges. Ar er en lille bog med et stort hjerte. Den er fuld af underfundig humor og sproget funkler af liv. Samtidig stiller værket dybe spørgsmål om liv og død, om individet i forhold til helheden, om menneskets privilegier, rettigheder og pligter i verden. Ikke mindst pligten til at give menneskeligheden lov til at udfordre mørket.”

Auður Ava Ólafsdottir er født i 1958 i Island, og arbejder til daglig som lektor i kunsthistorie ved Islands Universitet. Hun debuterede i 1998. To af hendes seneste romaner er udkommet på dansk – “Stiklingen” og “Svaner bliver ikke skilt”. Hvis de er bare halvt så gode som “Ar”, så har nærværende anmelder fået tre nye yndlingsbøger.

Med litteraturprisen, der blev uddelt af Norges kronprinsesse Mette-Marit, følger 350.000 danske kroner. Nordisk Råds Litteraturpris er blevet uddelt siden 1962, og gives til et skønlitterært værk, som er skrevet på et af de nordiske sprog. Formålet med prisen er at øge interessen for nabolandendes litteratur og sprog samt for det nordiske kulturfællesskab. Prisen uddeles én gang om året.

Bogblogger.dk ønsker Auður Ava Ólafsdóttir et kæmpestort tillykke med den velfortjente pris.

Auður Ava Ólafsdóttir, Ar, Batzer og Co, 252 sider, 2018, oversat af Erik Skyum-Nielsen.