Bønder, tøm’re og jyske knejte – nu er det tid til en roman om grevens fejde. Adelssønnen Morten Hvide befinder sig i begivenhedernes centrum, udsendt af sin ambitiøse far. Karmelitermunken Olav forsøger bare at overleve med din katolske tro intakt, mens hans bror har arvet slægtsgården og skal giftes med nabogårdens enearving, Ingeborg.

Hurtigt står landet i flammer i en strid, der både handler om tro, adelsmagt, bondeoprør og ikke mindst, hvem der skal være herre i Danmark: Kong Christian eller Kong Christian.

Rigsrådet har nægtet at udpege en ny konge efter Frederik d. 1.s død i 1533, for valget står mellem to onder: den ti år tidligere afsatte Christian d. 2, der gav borgere og bønder privilegier på bekostning af adelen og stod bag det Stockholmske blodbad, eller den lutheranske hertug Christian af Slesvig-Holsten (senere d. 3), søn af Frederik d. 1, men altså lutheraner. Det sidste er noget af et problem, når halvdelen af rigsrådet består af katolske biskopper.

Det kan ikke ende godt der i 1500-tallet, og det gør det heller ikke. Grevens fejde var en af de blodigste perioder i Danmarkshistorien, og her i Tiderne Skifter flyder blodet og de øvrige kropsvæsker så sandelig også. Skipper Clement har samlet en bondehær, der i begyndelsen med stor succes tager kampen op mod adelen. Morten Hvide er med, men han må sande at én ting er idealerne om tapre adelsfolk i krig, en anden er at opleve det blodige slagsmål i virkeligheden. Det klarer han ikke så godt, heller ikke bagefter.

I København har den fanatiske borgmester Ambrosius Bogbinder taget magten og udmanøvreret den mere moderate – men stadig stærkt lutheranske – Hans Tausen. Munken Olav er sekretær for den anerkendte katolske Poul Helgesen, der tidligere har forsøgt at råbe kirken op om dens overflod og magtmisbrug, men forgæves. Nu er han i unåde nåde hos sine katolske trosfæller for sin kritik, og hos lutheranerne for ikke at ville afsværge sin katolske tro.

Da krigslykken vender, og Christians tropper belejrer København, sætter sulten og desperationen ind. Det kræver sine ofre, både i menneskeliv, men også i menneskelig værdighed og tro. Imens forsøger Ingeborg at holde styr på slægtsgården…

Tiderne Skifter er lagt op som en farverig roman med stort persongalleri. Poul Abildgaard lægger ikke fingrene imellem: krig er ikke for børn, og der er ikke mange helte i det polariserede 1500-tal. Hovedparten af karaktererne er faktisk ret usympatiske.

Abildgaard fortæller i et læsevenligt sprog om store og små episoder fra periodens hverdag. Om krig, madlavning, bygninger, politik og religion. Det er ikke nemt at ramme den rette sprogtone i en historisk roman: sproget må ikke være anakronistisk, men heller ikke så gammeldags at det lægger en barriere mellem læser og historie. Den opgave løser Abildgaard til ug med kryds og slange.

Alligevel fænger Tiderne Skifter ikke helt hos mig. Personkarakteristikken mangler dybde, og historien kommer ikke rigtig til at leve. Det bliver lidt omstændeligt undervejs, og romanen mister lidt af fremdriften i sidehistorier og lidt for lange forklaringer, fordi forfatteren åbenbart ikke har tillid til at læseren godt kan læse mellem linjerne. Det er lidt synd, for grundtakterne i historien er gode, og der er alt for få bøger om denne vigtige del af Danmarkshistorien.

Poul Abildgaard: Tiderne Skifter. Eksistensen, 410 sider. 2017.