Da jeg læste Karen Dionne’s bog ”Dyndkongens datter”, var jeg fuldstændig blæst bagover. Det var en helt igennem fabelagtig thriller, der var bygget genialt op mellem handlingen nu og handlingen dengang, og den var bundet fantastisk og meget troværdigt sammen. Derfor skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg glædede mig gevaldigt til at læse ”Den onde søster”, der udkom på dansk i juli måned.

Og jeg er ikke blevet skuffet over Karen Dionne’s anden bog udgivet på dansk. Vi befinder os i samme univers, nemlig på Michigans nordlige halvø – også kaldet Upper Peninsula. Og igen har Dionne benyttet sig af en skrivestil, hvor vi skifter mellem en handling fra tidligere og en handling fra nu.

I ”Den onde søster” er det familien Cunningham, der er omdrejningspunktet. Rachel har i femten år siddet isoleret på et psykiatrisk hospital, fordi hun er overbevist om, at hun som barn har slået sine forældre ihjel. Men når hun nu får nye oplysninger, der sår tvivl om, hvad der egentlig skete dengang, lader hun sig udskrive og tager hjem til det nordlige Michigan for at finde svarene på, hvad der egentlig skete.

Langsomt kommer minderne frem fra en barndom med søsteren Diana, der viser meget atypiske træk for et barn, og en helt ny historie begynder at brede sig. For hvem har egentlig gjort hvad? Og hvad skete der rigtigt dengang, da Diana og Rachel mistede deres forældre?

Dionne skriver lige så levende og intenst som de absolut bedste thriller-forfattere. En ekstra styrke er, at hun researcher energisk og sætter sig så imponerende ind i sit stof, at du også føler, at du lærer noget, når du læser hendes bøger. I ”Dyndkongens datter” kunne du i store træk lære at klare dig, hvis du blev bedt om at leve i en skov. I ”Den onde søster” lærer du om noget, der er meget udbredt: psykopater.

Når du taler om såkaldte page turners, så er ”Den onde søster” helt i top. Jeg hungrede konstant efter at komme videre i handlingen, og her er det et fremragende forfatter-trick at skrive i to tider. Selvom de to handlinger naturligvis er tæt bundet sammen og stærkt afhængige af hinanden, så er det stadig to fortællinger, og du kan skrive dem begge spændende.

Skal jeg finde en lille ting, der kan forvirre lidt, så må det være, at både handlingen nu og før er skrevet i jeg-form. Når vi nu ved, at den ene af jeg-fortællerne er død, så virker det en anelse underligt, og jeg vender mig heller ikke helt til det – selv ikke til slut, hvor klimaks på den fascinerende handling ellers skulle feje al den slags væk.

Jeg har aldrig været i Michigan, men der er ingen tvivl om, at Upper Peninsula er kommet på min bucket list. Der er noget helt særligt over en rå natur side om side med store pulserende byer midt i et moderne samfund. Jeg elsker den scene, og Dionne udnytter den til fulde.

For min skyld må Dionne’s næste bog også gerne finde sted i samme miljø. Der er så mange muligheder for medrivende historier og så stort et potentiale for spænding. Jeg glæder mig allerede.

Karen Dionne: ”Den onde søster”, Forlaget Lindhardt og Ringhof, 313 sider, udkom juli 2020.

Læs også:
Karen Dionne: “Dyndkongens datter”
Colleen Hoover: “Mørkt bedrag”
Hanne-Vibeke Holst: “Som pesten”
Agustín Martínez: “Monteperdido – De forsvundne pigers by”
Lotte Petri: “Blodengel: Tandsamleren”