Spændende. Fængslende. Indfølende.

Det er de tre første ord, jeg forbinder med Agustín Martínez’s debutroman ”Monteperdido”. Ikke alene rammer den mig lige på thriller-genet, men den holder min opmærksomhed gennem hele fortællingen og giver mig oven i købet et indblik i tankerne hos flere af de vigtigste medvirkende figurer.

Og her bliver jeg udfordret på en af mine ellers mest solide kæpheste. Jeg er normalt tilhænger af, at en forfatter holder sig til enten en ’jeg’-fortælling eller en fortælling set gennem én persons øjne. Den såkaldte ’alvidende fortæller’ kommer alt for ofte til kort og kan i mange tilfælde direkte udfordre handlingen.

I ”Monteperdido” virker det, fordi vi får de enkelte synspunkter og tanker præsenteret med en helt unik timing og uden, at du sidder tilbage og tænker, at det virker dumt eller urealistisk. Du får oplysningerne, som du har brug for dem, og ikke nok med det: du får dem, når den kvindelige hovedperson får adgang til dem. Set i det lys, er romanen afsindig vellykket.

Handlingen foregår i det nordlige Spanien, nærmere betegnet i bjergkæden Pyrenæerne helt oppe ved den franske grænse. Her kommer vi ind i historien fem år efter, at to 11-årige piger, Ana og Lucía, blev kidnappet fra byen, og den stadig lider under savnet og uvisheden om, hvad der skete dengang.

Men så dukker Ana pludselig op i en forulykket bil. Straks bliver sagen genåbnet, og jagten på kidnapperen og Lucía tager fart igen.

Emnet er naturligvis meget ’oppe i tiden’ i den forstand, at krimier og dokumentariske kriminalhistorier er mere populære end nogensinde. Den ene film og serie efter den anden bliver råt fortæret på streaming-tjenester som Netflix, HBO, Viasat og lignende, og boghandlerne oplever også en stor interesse for netop den genre.

Oven i det er der vel ikke noget, der kan pisse børneforældre – og forhåbentlig mange andre – af, som når børn bliver ofre. Og det er de i den grad her. Det rammer ekstra hårdt, når vi får nogle af tankerne bag både kidnapningen og oplevelserne som fanget.

Bogen er lang, men den kan bære det. Jeg oplevede ikke på noget tidspunkt, at den var for lang. Og når spændingen er i top, og handlingen tager os med ud i forskellige hjørner, så er jeg med hele vejen. Derfor vil jeg også anbefale bogen til alle, der kan lide en veldrejet krimifortælling.

Agustín Martínez: ”Monteperdido – De forsvundne pigers by”, People’s Press, 483 sider, udkom 1. oktober 2019.