Der er nogle forfattere, der bare rammer dig lige i mellemgulvet. Nogle gange er det emnet, de har valgt. Andre gange er det den måde, de skriver på. Og andre gange igen er det handlingen. Og så er der de få mindeværdige øjeblikke, hvor det hele går op i en højere enhed: emnet, handlingen, skrivestilen. ”Dyndkongens datter” er for mig sådan et unikt øjeblik.

Vi følger en ung kvinde, Helena, der sammen med sin mand, Stephen, og deres to døtre bor i Michigans Upper Peninsula i det nordlige USA oppe mod den canadiske grænse. Hun lever af at lave marmelade og geleer til de interesserede i omegnen. Men der er intet ordinært eller almindeligt over Helena, hendes opvækst eller det eventyr, hun i de næste timer nu skal begive sig ud på.

Da Helenas mor var barn, blev hun bortført af en indiansk mand og ført ud i vildmosen. Her boede hun 14 år i fangeskab, og her blev Helena født. Men modsat hvad man skulle tro, så var Helenas opvækst ikke fyldt med rædsel og forfærdelige minder. Hun elskede sin far, der lærte hende alt om at klare sig i vildmarken – i så udstrakt en grad, at hun i dag i sit nye liv stadig går på bjørnejagt og kan klare sig helt og aldeles efter naturens luner, hvis det skulle blive nødvendigt.

Helenas far sidder i fængsel, men nu har han slået to politimænd ihjel og er flygtet, og alt tyder på, at han er på vej mod den canadiske grænse. Men Helena ved bedre. Hun ved, han er en mester i at vildlede, og hun begiver sig nu ud på den vildeste jagt for at indhente sin far. Men er det for at slå ham ihjel for det, han har gjort mod hendes mor? Er det for at fange ham og føre ham tilbage i fængsel? Eller er det for at redde ham?

Vi bliver kastet frem og tilbage mellem den hektiske jagt og Helenas opvækst i en bjælkehytte dybt inde i vildmosen og langt, langt væk fra al tænkelig civilisation. Og med en helt unik pen fører Karen Dionne os gennem et væld af følelser og oplevelser, før vi når til et klimaks, der næsten ikke er til at vente på.

Jeg kan med ro i stemmen sige, at dette er den absolut bedste thriller, jeg har læst i de seneste fem år – hvis ikke længere. Det er Karen Dionne’s første bog på dansk, og der skal lyde stor ros til Kim Langer, der har oversat den. Med alle de naturoplevelser, -produkter og -fænomener, har dette ikke været en let opgave. Men det har været alle kræfterne værd. Hold da op. Jeg kan ikke vente med at sætte kløerne i flere af Karen Dionne’s værker. Det her er helt unikt.

Karen Dionne, Dyndkongens datter, Lindhardt & Ringhof, Januar 2018, 304 sider