Lotte Petri: Blodengel: Tandsamleren
Nogle historier starter bare rigtigt. Du kan lave en sprudlende filosofisk indledning. Du kan gå lige på med en morderisk handling. Eller du kan – som her – starte med grobunden for den nysgerrighed, der driver vores hovedperson gennem hele bogen.
Du kan sige, at Lotte Petris “Blodengel – Tandsamleren” starter som en film. Og det er altid en god henvisning. For hvis det er din opfattelse, så er det fordi, du har skabt en visuelt troværdig start på fortællingen. Og det har Lotte Petri her, når vi følger en landmand med en rendegraver, der på en mark ved Avnstrup finder et gammelt lig. Hvem er det? Hvordan er liget havnet der? Og er der tale om en forbrydelse?
Jeg havde den store fornøjelse for nylig at anmelde Lotte Petris seneste bog “Blodengel: Åndemaneren”, som hun udgav på lydbog i samarbejde med People’s Press og Mofibo. Her mødte jeg for første gang hovedpersonen, efterforskeren og psykologen Sofie Engel. Det er også Sofie, der i “Tandsamleren” er hovedperson, og hun møder en rå seriemorder, der er alt for god til at slette sine spor.
Petri er fremragende til at skabe troværdige situationer. Selvom der kan være elementer af den der logiske slutning, vi kender fra alle de film og bøger, hvor vi sidder og tænker: ‘Lad nu være med at gå derud!’ Eller ‘Åbn ikke døren!’, så er det også det, der gør det troværdigt. I de fleste af de situationer sker der nemlig ikke noget. Og når der gør, så er det måske ikke så overraskende men meget troværdigt, fordi vi naturligvis ikke konstant går rundt og er nervøse over små ændringer i hverdagen. Så ville vi jo hele tiden leve i frygt.
Det hjælper også, at vores hovedpersoner ikke er fejlfri. Sofie Engel dyrker eksempelvis karate, men det betyder ikke, at hun kan besejre alt og alle. Hun er menneskelig og er på mange måder udfordret.
Jeg kan godt lide måden, Petri fortæller sin historie på. Den er underholdende og som skabt til tv. Jeg kunne eksempelvis godt tænke mig at se “Tandsamleren” som en miniserie. Jeg var ‘hooked’, da jeg læste den. Jeg ved, jeg ville være ‘hooked’, når jeg så den.
Lotte Petri: ”Blodengel – Tandsamleren” , Forlaget Originals, 380 sider, udkom 1. oktober 2019.