”En dag gik det op for mig, at jeg var begyndt at ligne min mand fuldstændig.” Sådan er anslaget til en lille japansk fortælling om identitet og den svære kunst at opretholde sin egen vilje og sit eget jeg i et tæt samliv med en anden.

San, vores jeg-fortæller, er af den selvudslettende type, og i ægteskabet tager det en helt fysisk form. Hun opdager at hendes ansigt langsomt er ved at ændre sig, fordi hun er ved at overtage sin mands træk. Som en hundeejer, der ender med at ligne sin hund (eller er det omvendt?). Hendes mand går heller ikke ram forbi, hans ansigtstræk bliver udflydende, rykker sig rundt og tværes ud, når han sidder der foran fjernsynet med en whisky og ser indholdsløse underholdningsprogrammer.

De to ægtefæller glider sammen, som to slanger der spiser hinandens haler og både karaktertræk og ansigtstræk flyder gnidnignsløst fra den ene til den anden, nærmest som ved osmose og Motoya sætter mikroskopet over denne petriskål af et ægteskab og siger dermed noget om menneskets evne til at socialisere sig efter sine nærmeste – i denne version både fysisk og psykisk.

Motoya skriver smukt, lavmælt og helt uprætenciøst om menneskets inderste. En god læseoplevelse, der takket være sit korte format også burde kunne tiltrække læsere, der ellers synes at japansk litteratur er en smule for eksotisk. Det er det, men Et eksotisk ægteskab er eksotisk på lige præcis den måde, der vækker nysgerrighed og eftertænksomhed.

Yukiko Motoya: Et eksotisk ægteskab. 103 sider, Forlaget Korridor. Oversat af Hanne Arnold, udkommet 6. maj 2020