// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mahasen Aljundi: Minerede mure
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Mahasen Aljundi: Minerede mure

Skrevet af den 29. august 2026 – 06:17Ingen kommentarer

Minerede mure af Mahasen Aljundi består af 23 poetiske noveller, der giver indblik i arabiske kvinders liv og vilkår i et moderne, krigsramt Syrien. Det er fortællinger om krig og undertrykkelse, men i høj grad også om hverdagsliv, relationer og om at være kvinde i et samfund, hvor friheden begrænses fra flere sider.

Der er noget ved samlingen, der fra første side emmer af arabisk litteratur. Under læsningen fik jeg associationer til blandt andre Shahrnush Parsipur. Aljundis fortællinger er ikke helt så surrealistiske, men de har noget af den samme poetiske og til tider drømmeagtige kvalitet, hvor virkeligheden forskydes, og hvor stemninger og billeder får lige så stor betydning som selve handlingen.

Novellerne fungerer nærmest som små vinduer ind til forskellige kvindeliv, men overraskende nok, også med stor fokus på mænd og deres historier. Tilsammen tegner de et billede af en dobbelt undertrykkelse: Kvinderne lever med krigens og regimets vold og frygt, samtidig med at de begrænses af sociale og patriarkalske strukturer. Det gør Minerede mure til mere end en samling individuelle fortællinger. Den får karakter af et litterært vidnesbyrd fra et Damaskus præget af krig og uro.

Det er ikke en bog, man nødvendigvis skal læse hurtigt. Det poetiske sprog og de mange forskellige skæbner kræver tid til at bundfælde sig, og jeg oplevede indimellem, at jeg ikke gav novellerne helt den ro, de havde brug for. Samtidig er krig og undertrykkelse tungt stof at opholde sig i, og derfor blev min egen læsning mere distanceret, end jeg havde forventet.

Men Minerede mure er en interessant størrelse. Den befinder sig et sted mellem det poetiske, det politiske og det vidnesbyrdagtige og giver adgang til erfaringer og perspektiver fra et verdenshjørne vi ikke altid hører skæbnernes historier fra, men mest hører om gennem tragiske og triste nyhedsdækninger.

Bogen er udgivet på mikroforlaget Screaming Books, der fokuserer på grænsesøgende litteratur, og her virker den særdeles godt placeret. Det er en særegen og krævende novellesamling, der insisterer på at give plads til kvindeliv, som både krigen og samfundets strukturer forsøger at indskrænke.

Mahasen Aljundi, Minerede mure oversat af Kræn Kielsgaard, Screamming Books, 129 sider, august 2026

Der er lukket for kommentarer.