Er roman-formatet blevet tidens get out of jail freecard sammen med taglinen “jeg har ret til min egen historie” i den litterære verden?

Vi husker alle for eksempel Thomas Bobergs Insula (selvsamme forfatter figurerer i øvrigt meget i denne historie) og Jespers Steins Rampen, og nu er denne roman så udkommet – inspireret af virkelige hændelser, som bagsideteksten fortæller.

Den handler om Edith. En tidligere pædagog på skolen, hvor Knuds børn går, der rækker ud til ham for at få gode råd om, hvordan hun får en fod indenfor i mediebranchen. Han kvitterer for henvendelsen ved at invitere hende hjem på kaffe. Kaffe bliver til vin. Vin bliver til flirt. Edith tager hjem. Der skete ikke mere. Men i Ediths hoved gjorde der. Hun bombarderer herefter Knud utrætteligt med beskeder, mails og opkald i et væk. Dukker op på hans adresse, kontakter hans arbejdsplads og folk han kender med sin version af sandheden. Og den stemmer ikke overens med Knuds.

Kvinden er tydeligvis meget ustabil og kan ikke kontrollere sig selv, og Knud bliver mere og mere desperat. Og tvivlende. Og fuld af skam. Han har selv lukket hende ind, men hvorfor vil hun ikke acceptere hans første høflige afvisninger? Hvorfor bliver hun ved? Stopper det nogensinde? Og hvor er hjælpen henne?

Det store spørgsmål er, hvorfor denne historie skal være en roman. Hvorfor ikke skrive en selvbiografisk fortælling eller behandle det journalistisk? Ingen ved det, men Knud Brix har valgt at skrive en roman. Hvilket han i øvrigt også tidligere har gjort om personlige oplevelser med udgivelsen Febertræet fra 2022. Det rejser interessante dilemmaer om, hvor meget af andres historie, man kan dele offentligt under dække af at være en roman. Men de dilemmaer og den diskussion kræver sit eget format. Og det her er en boganmeldelse af en roman.

Og med det afsæt må jeg bare sige, at det er en fremragende roman. Af flere årsager. For det første skriver Knud Brix vidunderligt. Bl.a. her i en samtale om jagt: ”Jeg sagde vist noget om, at jeg ikke fandt en pervers nydelse ved drabet, at jeg ikke var typen, der hev vingerne af insekterne som barn, men derimod i den overskridelse, som drabet er i sin purpurrøde irreversibilitet”.

For det andet er hans diktion, som vi kender så godt fra radioen, overført til perfektion i skriftsproget. Opbygningen og tempoet er helt i kongruens med fortællingens indhold, lige som romanen rejser dels nogle historiske og kulturelle perspektiver omkring stalking, før vi havde et sprog for det, dels en samfundsmæssig diskussion om, hvorvidt mænd og kvinder behandles lige i denne type af sager. For hvis en mand brød ind i en kvindes hjem om natten, efter at have sendt hundredevis af beskeder og mails i en længere periode, og der lå en køkkenkniv på sofabordet, ville man så bare give ham en bøde for husfredsforstyrrelser og slippe ham fri?

Og omvendt, som hans ven Jens siger på et tidspunkt, så har mænd altid jaget kvinder og kaldt det kurtisering, men når kvinder gør det, kaldes det sindssyge. Disse perspektiver er virkelig interessante.

Det er samtidig interessant at følge den dynamik, der er. Knud er Edith overlegen på alle punkter – fysisk, fagligt, økonomisk, i anseelse. Alligevel invaliderer hun ham. Og det er umuligt ikke at fatte sympati for Knuds situation, men samtidig skåner han ikke sig selv i romanen. Vi får scener med, hvor han slår hunden, opfører sig som et dumt svin overfor et bestyrelsesmedlem i vinterbadeklubben, er arrogant overfor ordensmagten, der vil have hans drenge væk fra den tynde is og opfører sig som en ufølsom kæreste, der drikker sig fra sans og samling, første gang han har sin kæreste med til et overnatningsarrangement med mennesker, hun ikke kender.

Det er ikke kønt. Intet af det. Men det er fandens godt læsestof.

Knud Brix: Paranoia, Politikens forlag, august 2026, 246 sider.