Tove Ditlevsen: Kærlig hilsen, Tove, – Breve til en forlægger
Under oprydning i Gyldendals skønlitterære redaktions store pengeskab, hvor forlaget blandt andet opbevarer manuskripter, stødte forlægger Johannes Riis tidligere på året på en samling breve sendt fra Tove Ditlevsen i perioden 1969-1975 til Mogens Knudsen, Gyldendals daværende litterære direktør.
Brevene er nu samlet i udgivelsen Kærlig hilsen, Tove og giver os læsere indblik i, hvad Tove Ditlevsen blandt andet var optaget af i de år. Emnerne spænder over bekymringer om skattevæsenet og hendes økonomi, over arbejdet med kommende udgivelser, til skilsmissen fra Victor Andreasen. Nogle af brevene er skrevet under indlæggelser på psykiatrisk afdeling, andre hjemme i den store lejlighed.
Jeg forestiller mig, at bogen vil have svært ved at fange læsere, der ikke har læst Tove Ditlevsens romaner. Men for dig, der har læst hendes romaner og gerne vil have mere, er udgivelsen et fint og genkendeligt gensyn med en Tove, der skriver lige ud af posen om sygdom, mænd og skriverier.
Jeg har nydt at læse hendes breve og er taknemmelig over, at nogle af brevene er trykt direkte med hendes egne håndskrevne navn under de skrivemaskineskrevne breve. Andre af brevene er skrevet ind på computer.
Man fornemmer med det samme Tove Ditlevsens stemme og stil og det er svært ikke at trække på smilebåndet over gensynet. Selv når livet bøvler, skriver hun med humor og overskud.
Har du endnu til gode at stifte bekendtskab med Tove Ditlevsens romaner (du er ufattelig heldig, du står overfor store store læseoplevelser) kan jeg anbefale dig at læse Barndommens gade, Gift, erindringsbogen Det tidlige forår (i romanform) eller To som elsker hinanden.
Er du til digte kan du kaste dig over udgivelsen Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø. Og er du nysgerrig på fortidens svar på Mads og Monopolet kan jeg anbefale den store udgivelse fra sidste år, hvor hendes svar til danskernes brevkassebreve er samlet.
Tove Ditlevsen, Kærlig hilsen, Tove, – Breve til en forlægger, Gyldendal, December 2019, 114 sider.