Oktoberbarn er beretningen om en kvindelig forfatter, der i perioder mellem 2013 og 2017 indlægges på forskellige psykiatriske afdelinger, hvor lægerne udover ordinering af medicin anvender elektrochok i deres behandling. Oktoberbarn er en kritik af det psykiatriske behandlingssystem og i særdeleshed en kritik af de elektrochokbehandlinger, der æder patientens hukommelse. Og hukommelsen og minder er noget af det grundstof forfatteren skriver på, hvorfor hendes frustration er til at forstå.

I Oktoberbarn flyder nutid, fortid og drømme sammen. Der veksles nærmest glidende mellem indlæggelser og minder. Minderne står lidt løsrevet alene og der er huller mellem dem og det afspejler ganske fint, de huller forfatteren og bogens hovedperson oplever i sin hukommelse på grund af elektrochokbehandling.

Oktoberbarn med sine kun 163 sider snyder. Jeg forventede, at kunne læse den på en aften eller to. Men jeg blev klogere. Den er ikke som sådan svær at læse. Men den er komprimeret, mættet. Jeg læser. Stopper op. Læser igen. Trækker vejret langsomt og dybt. Læser igen. Læsningen har påvirket mit humør. Man bliver ikke ligefrem i godt humør af læse om depression. Men det er også i orden. God litteratur skal ikke kun læses, den skal også kunne mærkes i krop og sjæl.

Og så er Oktoberbarn jo ikke bare en roman. Det er jo forfatterens eget liv, hun skriver om. Om barndommen, opvæksten, om at være et anderledes stille barn. Det er et rigtigt menneske. En ægte smerte, der skrives på. Frustration. Depression. Angst. Og afmagt. Det er stærke sager. Vigtige sager. Det er godt og relevant at få skildret psykisk sygdom og ikke mindst få skildret den syges blik på behandlingsystemet og de gentagne elektrochokbehandlinger, der ikke for alvor har den forventede effekt.

“Depressionens sløve mørke, dens intet og dens vågne død, det er den der venter på mig, når jeg tænker endnu dybere.”

Læs også gerne hendes novellesamling Grand Mal, der indeholder 20 ret forskellige noveller med temaer der spænder bredt fra angst, over begær og elskov til moderskab og døden. Og læs også gerne kortromanen Velkommen til Amerika, som er en vellykket, dyster, foruroligende og i den grad glimrende kortroman om død, frygt og familieliv i opløsning.

Andre gode romaner om det med at være ramt af psykisk sygdom og indlæggelse: Karen Fastrups Hungerhjerte, Peter Øvigs Min mor var besat – da jeg mødte depressionens dæmon og Nathan Filer: Når vanviddet rører på sig. Tove Ditlevsens roman Ansigterne fra 1968 (som jeg har til gode at læse, men nok snart kaster mig over) handler også om psykisk sygdom og tilbagevendende indlæggelser.

Linda Boström Knausgård (f. 1972) er forfatter, journalist og radiodokumentarist. Hun debuterede i 1998, er svensk og har været gift med Karl Ove Knausgård.

Linda Boström Knausgård, Oktoberbarn, Lindhardt og Ringhof, Januar 2020, 163 sider, På dansk ved Charlotte A.E. Glahn.