Ord har hærget er en novellesamling med en gennemgående følelse af dystopi i alle historierne, som på hver sin måde tager udgangspunkt i en problematik i dagens samfund, hvor fællesnævneren er “ord” og “hærget”.

Historierne byder på forskellige temaer som klima, racisme, nationalisme og undertrykkende styreforme. Men også mindre abstrakte emner som familiekonstruktioner har sin plads i historierne. Det er en ganske moderne bog med en advarende pegefinger, der forsøger at lære os en lektie om medmenneskelighed og forståelse. Og ikke mindst fortæller novellesamlingen også en historie om, at vi ikke skal glemme klimaet og de potentielle trusler, der kan vente os, hvis det går galt nok. Andre historier igen føles mere underholdende end advarende trods deres alvor eller ubehag.

Det synes tydeligt, at Østergaard ønsker at fortælle os, at vi skal passe på klimaet, og vi skal have åbne sind over for multikulturalitet og folk, som har brug for hjælp. Selvom temaerne og budskaberne går igen, så når det aldrig at få følelsen af at blive gentagende.

Det virkeligt skræmmende i denne samling er, hvordan Østergaard har taget temaerne til ekstremerne, hvor hun beskriver de menneskefjendtlige og uempatiske afstraffelser og samfundsstrukturer i disse små dystopier; alligevel føles de ikke så science fictionagtige og fremmedartede, at man forestiller sig historierne udspille sig i 2058 eller 2114. Det føles langt hen ad vejen realistisk at se forløbene i et perspektiv, der snarere hedder 2025.

Stilen præsenterer en psykologisk opbygning af karaktererne, som føles både troværdig og inddragende. Og ikke så sjældent er det et ganske levende sprog, Østergaard bruger, og man efterlades til tider med små filosofiske overvejelser, der passer fint ind i de ellers dystopiske elementer.

Som afslutning på hver novelle er der et twist, der ofte skal hjælpe med at understrege pointen og problematikken i historien. Forfatteren er god til at bygge sine historier op i lag, således at der ofte er et forløb, som allegorisk understøtter den narrative kerne. Det giver en god dybde i novellerne og gør, at man hænger ved og nogle gange kan forudsige hændelserne. Andre gange overdøver en histories twist denne tendens.

Det er som sagt en fortælling om ord og hærgen. Der er noget, som er ødelagt i verden og i menneskene, men ordene spiller en rolle, som det også opsummeres i den sidste novelle, titelnovellen, og heri understreges også, at uanset hvor mørk og dystopisk fremtiden må synes, så skal man holde fast i håbet.

Fin og velskrevet novellesamling. Den kan anbefales for alle læsere, som kan lide samfundskritik og samtidig litteratur. Og så gør det ikke noget, hvis man kan lide dystopiske fortællinger. Jeg synes dog, at det er en bog, man bør læse over tid, så de forskellige noveller og deres budskaber får lov at bundfælde sig.

Gudrun Østergaard: Ord har hærget. Kandor, 2019. 279 sider.