// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Shirley Jackson: Mørket i Hill House
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Gys, Horror

Shirley Jackson: Mørket i Hill House

Skrevet af den 31. oktober 2019 – 07:00Ingen kommentarer

I dag udkommer Mørket i Hill House lige i rette tid til halloween, og der er gys for alle pengene. Så drop turen ud at rasle, og lad i stedet uhyggen sprede sig, mens du læser. Mørket i Hill House udkom på engelsk helt tilbage i 1959 og anses af mange for en af det 20. århundredes bedste gyserromaner. Den er filmatiseret to gange og er nu også kommet som Netflix-serie. Selv bliver Shirley Jackson betragtet som en foregangskvinde for gotisk litteratur, og det er tydeligt, at mange af nutidens gyserforfattere har hentet inspiration hos hende. Tag fx Stephen Kings Ondskabens hotel, hvor huset også spiller den altoverskyggende hovedrolle, der driver beboerne til vanviddets rand.

Eleanor har brugt sin ungdom på at passe sin utaknemmelige gamle mor. Kort efter morens død bliver hun inviteret til at deltage i et eksperiment i det uhyggelige, forladte Hill House, hvor professor Montague håber at påvise paranormal aktivitet. Hun kører fuld af forventning til huset, men hendes første møde med det er skræmmende:

“Huset var afskyeligt. Hun skælvede, og i hendes sind opstod uden videre tanken: Hill House er afskyeligt, det er sygt; skynd dig væk herfra med det samme.”

Hun beslutter dog at blive og får selskab af Montague, Theodora og Luke, hvis familie ejer huset. Ingen i den nærliggende landsby tør nærme sig huset med undtagelse af den dystre opsynsmand Mr. Dudley og hans kone, der fungerer som husholderske og kok. men nægter at være i huset efter mørkets frembrud.

De første dage i huset er ikke så slemme, men jo længere tid de fire opholder sig der, jo mere uhyggeligt bliver det, og jo mere påvirkes deres tanker og sind. Det begynder at slide på dem, og Eleanor og Theodora, som fra start blev perleveninder, opfører sig pludselig jaloux og grimt over for hinanden. Selvom Eleanor gør sig tanker om at bryde op og tage hjem, formår hun alligevel ikke at tage af sted, og som romanen skrider frem bliver det tydeligt, at hendes frie vilje ikke længere er så fri.

Jeg er endnu engang begejstret for Shirley Jackson. Hendes skrivestil er fænomenal (og stor ros til oversætter Rebekka Hjelholt Svendsen her), uhyggen driver ned ad væggene. Der er ingen blod eller vold – i stedet fornemmer man den psykologiske terror, som huset udsætter de besøgende for. Hvad er virkeligt, og hvad er fantasi? Det er horror, når det er bedst. Alt, hvad de fire besøgende, gør, siger og tænker drejer sig om huset, og når først huset har bemægtiget sig dem, får de ikke lov at undslippe. Jeg havde Eagles sangtekst “you can check out any time you like, but you can never leave” kørende i baghovedet, mens jeg læste.

Det, jeg virkelig også godt kan lide, er, at Jackson i høj grad lader det være op til læseren at bedømme, hvad der egentlig foregår. Uhyggen ligger i stemningen og alt det usagte, og slutningen understreger bare, hvor mesterligt udført romanen er.

Alhambra udgav samme dag sidste år Jacksons Vi har altid boet på slottet, og jeg håber, at de gør det til en tradition at udgive en Shirley Jackson-bog hvert år til halloween.

Shirley Jackson, Mørket i Hill House, Forlaget Alhambra, 311 sider, oktober 2019, oversat af Rebekka Hjelholt Svendsen

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.