// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Julie Caplin: Den lille bugt i Kroatien
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Julie Caplin: Den lille bugt i Kroatien

Skrevet af den 19. maj 2024 – 05:26Ingen kommentarer

På en temmelig kold forårsdag i Danmark, kan det virke meget fristende at stikke af til Kroatien, på en sejlbåd med besætning, der sørger på mad og drinks og rene håndklæder. Solen bager, vandet er klart og …

Maddie er på sådan en båd med sol og vand og temmelige besværlige folk ombord. Det er nemlig Maddie, der er besætningen og det er hende der står for maden, drinksene og de rene håndklæder.

Maddie kan ikke rigtig finde ud af, hvad hun vil efter kunststudierne. Det vrimler ikke med jobs i den branche og hun ville også ønske, at hun havde mere tid til selv at male og være kreativ. Men denne sommer knokler hun på en luksusyacht i Adriaterhavet.

Hendes bedste venindes bror er med som gæst og lidt af en idiot. Hun kender ham ikke på forhånd, men ved at han er med som kæreste til en af de smukke modeller og de to kommer ikke særlig godt ud af det med hinanden. Mildt sagt.

Men når man bevæger sig i kulissen som Maddie gør, så opdager man ting om de smukke, rige, selvoptagede mennesker. En del forviklinger og misforståelser senere, finder Maddie og Nick ud af, at de nok alligevel har mere tilfælles end de lige regnede med.

Som altid er Julie Caplins romantiske bøger godt skrevet og de rummer skønne steder og mennesker i et velskrevet univers.

Dog kunne jeg, som altid, godt undvære de udførlige beskrivelser af intime møder. Jeg skimmelæser forbi de scener, da de er akavede og helt unødvendige for handlingen. Men Caplin har dem altid med, om man kan lide det eller ej, – jeg ville ønske hun lod være.

Men solen, vandet, forviklingerne og flirteriet slipper hun godt afsted med og jeg er trofast læser på trods.

Julie Caplin har solgt bøger i hele verden og hendes bøger foregår de skønneste steder fx Den lille café i København, der virker meget bekendt.

Julie Caplin, Den lille bugt i Kroatien, på dansk ved Nadine Beth Nielsen, Turbulenz Forlag, 444 sider, 2024,

Der er lukket for kommentarer.